Magtudøvelse i demokratiske sammenhænge, hvor de folkevalgte har fået mandat af vælgerne til at forvalte almenvellet, foregår således, som det er fremgået i valgkampen og i valgoplæg. Her skulle vælgerne nødigt sige "Ups", hvis magtudøvelsen i FolketingetMagtud, regionsråd og byråd efterfølgende stikker helt af.

Men det sker åbenbart, og det røber sig i sager, hvor borgerne ikke kan forstå handlingerne på rådhuset. Som om andre og større kræfter har sat sig ved rattet derinde, ændret kursen og nu styrer efter andre mål og værdier. Der sættes ofte store skibe i søen, som ikke er bygget i lokalområdet, og som kommer bag på mange borgere. "Ups, hvem er det dog, der har fået lov til byggeri?" Eller: "Ups, det talte de nu ikke om i valgkampen."

Den demokratiske magtudøvelse kan kun bygge på åbenhed og tillid, og begge dele er svære at genvinde, hvis de mistes. Den demokratiske magt er en gensidig kontrakt, indgået frivilligt i tillid mellem borgere og byråd, og brydes denne kontrakt, er fanden løs. 

Så kommer retsvæsnet på overarbejde, når borgerne trækker politikerne i retten, og politikerne trækker borgerne i retten, til månedlange opgør og erstatningskrav. Rødglødende læserbreve følger, og der graves grøfter i demokratiet, eller skyttegrave, hvis det går helt galt. Og der er tit ingen vej tilbage.

Magtudøvelse er skrøbelig

I de nordiske lande er man klar over, at den demokratiske magt ikke er en given størrelse. Den kan både styrkes og svækkes og trues af andre magter, som ikke bygger på tillid og åbenhed. Det kan være økonomiske magter, som ikke har et folkeligt mandat, men som ofte har en kolossal styrke og kan nå frem ad skjulte veje. 

Den demokratiske magtudøvelse er skrøbelig, og den skal vogtes. Derfor lader Folketinget uafhængige forskere lave en magtudredning, som tager temperaturen på demokratiets tilstand. 

Det er sket siden århundredskiftet, og den seneste, magtudredningen 2.0, sætter fokus på demokratiets styrker og svagheder med forskningsresultater om de demokratiske processer. 

Den skal medvirke til at give grundlag for en positiv udvikling, så det danske folkestyre fortsat står stærkt i fremtiden, som en af forskerne, David Hopmann, udtrykker det.

En af de seneste udgivelser hedder "Demokratisk deltagelse" og handler om vilkårene for borgernes engagement og deltagelse. Her nævner David Hopmann, at vi er blevet et markant mere ulige land: "Små og økonomisk svage vælgergrupper kan have svært ved at få opbakning, der gavner deres situation.

Og føler man så, at andre grupper bliver forfordelt, og at man selv tilhører en tabergruppe, så oplever man et dem og os, som er urovækkende." Magtudredningen nævner, at demokratiets kerneopgave også er at skabe medborgerskab hos borgerne. 

De skal opleve, at de er i stand til at forstå og deltage i politik. Det skal der arbejdes på hele tiden, for det sker ikke automatisk. Der skal løbende føres en demokratisk samtale, der bekræfter mennesker i, at der bliver lyttet, svaret og spurgt.

Magtens nye veje

I juni 2025 udkom "Magt i et forandret Danmark", og den rammer ned i nogle af de udfordringer, demokratiet står overfor. Magt udøves i dag anderledes end for få årtier siden, og det stiller nye krav til nutidens demokrati, hvis man vil bevare og udvikle borgernes engagement og deltagelse i de demokratiske processer.

Ser vi det seneste kommunalvalg i det lys, anfører professor Hopmann, at mindre kommuner kan blive udfordret af pengestærke virksomheder og fonde, som ganske vist har gode formål, men som også udfordrer demokratiet.

Kan Sønderborg Kommune eksempelvis sige nej, når Danfossfonden vil donere 50 millioner til en lufthavn? Eller kan en landkommune sige nej til de kæmpebeløb, som følger med store projekter inden for vedvarende energi, men som også medfører store fabriksanlæg i det åbne land? 

Penge fra stat, EU og fonde spiller ind. Fondsbestyrelser er ikke demokratisk valgt, men kan bevilge enorme beløb og dermed kortslutte den demokratiske proces i kommunerne, fordi man ganske enkelt ikke kan sige nej til millionerne.

Og så tæller en indsigelse fra en lille håndfuld landsbyer ikke meget. Men så er beslutningen i byrådet reelt heller ikke lokal længere. 

Lokaldemokrati

Projektet har ikke groet i borgernes forhaver eller fyldt i valgkampen. Den lokaldemokratiske proces kortsluttes, og byrådets magt bliver synlig på den forkerte måde. Borgerne kan komme i vejen for byrådet og blive en irriterende sten i skoen, fordi større kræfter er på spil, og de folkevalgte i realiteten ikke har haft et valg. 

Små landsbysamfund kan pådrage sig byrådets vrede, fordi de ikke kan se visdommen i solcelleparker, pyrolyseværker og vindmøller i nabolaget og oplever byrådets projekt som et uvarslet overgreb.

Bliver det et mønster, truer det demokratiet, fordi borgerne ikke længere føler sig hørt eller forstået. Et demokratisk spil kan godt opføres, men hvis man oplever, at en helt anden dagsorden styrer dem, man har valgt, taber man modet og tilliden til lokaldemokratiet, og det kan et folkestyre ikke holde til på sigt.

Det er et ægte demokratisk dilemma. Hvis en landkommune siger nej til de 50 millioner støttekroner, som udefra følger med en lufthavn, en solcellepark eller en pyrolysefabrik, fordi politikerne beslutter et nej, bliver mange af dem næppe genvalgt. 

En sådan sag afslører, at magt kan vandre, og at magt kan aftage og tiltage. Den skrøbeligste, men måske også ædleste form for magt, nemlig det folkelige og demokratiske mandat, er nok også den mest sårbare.