Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der skal to til solidaritet – mindst – og man kan ikke være solidarisk med nogen, som ikke er solidarisk med én selv. Solidaritet går begge veje. Det gælder i de nære relationer og lokalt, men også på et større plan: Når jeg betaler til kommunen og gør, som de siger, så forventer jeg også de modydelser og den omsorg, som en kommune bør og skal give sine borgere.

I disse tider kalder jeg mig med tilfredshed dansker, fordi jeg føler solidaritet – overordnet – med mit lands kurs og menneskesyn. Men paradoksalt nok kalder jeg mig ikke hjørringenser, selvom jeg bor i Hjørring Kommune. Og hvorfor ikke?

Fordi der skal to til, og mange i landsbyer og landområder her snarere føler et "os og dem" i forhold til Rådhuset i Hjørring. Det kaldes for samfundskontrakten – en underforstået aftale mellem individ og samfund, hvor man frivilligt accepterer og underkaster sig fælles love og regler for at opnå orden og beskyttelse. Og sådan en kontrakt kan godt fungere på landsplan, men være ude af trit på kommunalt plan og eksempelvis vise sig i en meget forskellig stemmeafgivning ved hhv. folketingsvalg og kommunalvalg – ja, være næsten diametral – fordi der ikke opleves "orden og beskyttelse" lokalt.