Debat

Læser: Det koster dyrt at spare de forkerte steder

- Stop diskussionen omkring store bededag nu og i valgkampen, lyder det i debatindlægget.
- Stop diskussionen omkring store bededag nu og i valgkampen, lyder det i debatindlægget. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Store bededag blev indført med tre dage af biskoppen i Roskilde, Hans Bagger, fra 1675 til 1693. Det var dog kun den midterste, der blev lovfæstet gennem kongelig forordning. 

Selvom store bededag som fridag blev lovfæstet, har vi jo i dag de landsorganiserende fagforeninger til at forhandle overenskomster, herunder arbejdstidsregler, med blandt andet ferie, fridage og omsorgsdage.

Jeg synes, det var en fejl, at Folketinget afskaffede store bededag ved lov, selvom den er indført ved lov. Netop fordi man i dag har de landsorganiserende fagforeninger til dette arbejde. Derfor skal man fra lovgivernes side absolut ikke blande sig i overenskomstforhandlingerne og dermed udhule den danske model.

Og nu skal man så ikke fra Folketingets side gentage fejlen ved at genindføre store bededag.

Nu er det de overenskomstbærende fagforeninger, der sammen med arbejdsgiverne skal sørge for at udvide antallet af ferie og fridage. Med statens nyligt aftalte overenskomst har man forhandlet flere fridage hjem i forbindelse med børns sygdom. Samtidig har man forhandlet en fritvalgslønkonto hjem. En fritvalgsordning, hvor man blandt andet kan få flere feriefridage og omsorgsdage.

I dag har man seks ugers ferie, hvor den sidste uge er ferie og fridage med fleksibel afholdelse, dog kun for de landsoverenskomstbærende fagforeninger og dermed ikke de gule fagforeninger. Samtidig er der aftalt et antal omsorgsdage.

Lønkompensation

I øvrigt har alle, der er månedslønnede, fået en kompensation på 0,45 procent af årslønnen for den slettede store bededag. Øvrige får naturligvis løn for at arbejde på dagen. 

Herudover rammer sletningen af store bededag især de danskere, som ikke vil være medlem af de landsoverenskomstbærende fagforeninger. For dem er der ingen mulighed for at aftale nye fridage. Det koster at spare de forkerte steder. Så stop diskussionen omkring store bededag nu og i valgkampen.

Der er mange andre vigtigere ting, som politikerne skal komme med bud på løsninger på. Der er truslerne fra Rusland, Kina og USA. Der er krig i Ukraine, Mellemøsten og de afrikanske lande. Fattigdommen bliver større og større. Der skal bedre integration til, således at alle, der kan bidrage til samfundet, skal bidrage. 

Det skal være ofrene for kriminalitet, der skal hjælpes og beskyttes. Det skal ikke være de kriminelle, som vi har set eksempler på. Velfærden i Danmark kan blive bedre. Ensomheden blandt børn, unge og ældre skal løses. At børn ikke går i skole, skal løses. Så der er nok at tage fat på.

Vores største problem er ikke en slettet store bededag. Den fridag får vi mangedobbelt tilbage i de kommende landsoverenskomster, udover at vi er kompenseret lønmæssigt.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden