Det er, som det skal være. Vælgerne har det sidste ord, når de står i stemmeboksen, og alle flyers, røde roser og små gesjenker er et svagt minde om politikernes forsøg på at invadere ens sjæl. Sjæl har der ikke været meget af i valgkampen, men det går danskerne heller ikke vældig meget op i.

Skat har været valgkampens store tema, annonceret af Socialdemokratiet ved valgets udskrivelse og den første partilederdebat. Især den forkætrede formueskat. Da SVM-regeringen indførte kontanthjælpsreformen, var der ikke nogen ophidset debat. 

Forringelse af de svageste og mindst bemidlede borgeres økonomiske forhold påkalder sig ikke megen ophidselse. Ingen taler om misundelse. Hvad skulle man også misunde. Ingen taler om trusler mod velfærdssamfundets fremtid, selv om de sociale og økonomiske forringelser vel netop er en måde at finansiere dette velfærdssamfund på. 

Ingen himler op om, at det er de nederste i samfundspyramiden, der skal betale for det offentlige forbrug gennem besparelser.

De stakkels velhavende

Nej, det der påkalder sig forargelse er, at man tænker den uhyrlige tanke, at de allermest velhavende i dette samfund skal yde minimalt mere til den fælles husholdning. Det er uantageligt i den brede offentlighed, eller i den offentlighed, der fungerer som talerør for de stakkels velhavere, der truer med at udvandre, krybe i skattely eller omlægge deres aktiver, så de undgår beskatning. 

I denne tankegang er skat nemlig en urimelig byrde for opfindsomme og kreative entreprenører. Modspillet til formueskatten er derfor også skattelettelser for virksomheder og personer, så deres samfundsnyttige kreativitet bliver belønnet mest muligt.

Det er, som om formueskat er noget helt nyt. Det er det ikke. Det har vi haft i flere hundrede år, men den blev desværre afskaffet, ja af selveste Mogens Lykketoft midt i 1990’erne, fordi bøvlet og provenuet ikke stod mål med hinanden. 

I dag lyder det, som om Beelzebul er stået op af helvede for at forfølge den ene til to procent velhavere i Danmark, der ud af deres formue kan komme til at lægge omkring 5 milliarder i statskassen til det almene vel. 

Tankevækkende skævvridning

Jeg er nødt til at indrømme, at Socialdemokratiet har gjort hjemmearbejdet for dårligt ved præsentationen. Flovt, ja meget flovt, for man kunne ønske sig en præcision af det vigtige begreb “formue”. Begrebet flyder og åbner en ladeport for alle slags angreb. 

Tåbeligt af partiet.

Man kunne i øvrigt overveje en yderligere, progressiv beskatning af kapitalindkomster, afkast af aktier, obligationer, værdipapirer og ejendomsværdier og så videre. 

En boligavanceskat er da sund fornuft og kunne være med til at skabe mere balance i landet som helhed. Et lille eksempel: Da vi solgte vores hus i Frederikshavn i 2020, var huset steget 1 million i værdi på 38 år. 

Huset var desuden blevet udbygget og renoveret i samme tid. I dag stiger en lejlighed i København med 1 million på 1 år. Jeg har ikke betalt samme grundskyld og ejendomsværdiskat som ejeren i København, men skævvridningen er da tankevækkende og grundlag for ejendomsspekulation i stor stil. Men friværdier er hellige “køer” for en række politikere. “De hellige køer” græsser dog ikke i provinsen.

Valgkampens store tema

Drikkevandet, aqua vitae, livets vand, er et af valgkampens store temaer. Med god grund. Debatten forsøges mudret med alle midler. 

Alle går ind for rent drikkevand, men uenigheden opstår, når der skal handles. Fra én side er et nationalt sprøjteforbud en overdrivelse af problemet. Landbruget skal have lov til at sprøjte markerne med giftstoffer på lovlig vis, ellers ender det med, at danskerne ikke kan få mad. Dansk mad måske. 

I virkeligheden er problemet en skandale, fordi man, videnskaben og politikerne i mange år har vidst, at drikkevandet var truet af nedsivende giftstoffer. Men intet er sket. Der gambles under alle påskud med vores allervigtigste livskilde, vandet. Det er oprørende.

Det samme gælder forureningen, fjordenes død, havets afiltning, fiskedøden og algevæksten. Aben flyttes rundt på den ene skulder efter den anden: landbruget, industrien, haveejerne, husholdningerne og i sidste instans politikerne. 

Fantastisk diskussion, der har det ene formål at frikende synderne og holde gang i syltetøjskrukkens evindelige rotation.

Latterligt

Pensionsdebatten kører i høje omdrejninger. Præmissen er ofte den, at folk helst vil ud af arbejdsmarkedet hurtigst muligt. 

Velhaverne har lov til at protestere over formueskat, men arbejderne skal altså blive på arbejdsmarkedet længst muligt. Ellers ville der jo ikke være nogen velhavere. 

Det er helt rimeligt, at fysisk krævende jobs berettiger til en tidligere pension, også uden lægeerklæring. Måske burde velhaverne afkræves en lægeerklæring, når de starter pensionen som 48-årige. 

Jeg har selv haft et fantastisk job og blev ved med at arbejde, til jeg var 73 år, med en langsom udfasning de sidste 3 år. Folk vil generelt gerne arbejde, basta, men betingelserne for arbejdet er somme tider for elendige, og det skal en pensionslov tage højde for.

 Og vi kan ikke have et samfund, der tvinger lønmodtagere til at knokle som slaver, mens rigmænd går på pension som 48-årige eller flygter til Schweiz. Det er jo latterligt.

Mange andre emner er centrale, folkeskolen især. Jeg var ung i 1970’erne, og vi dyrkede et begreb, der hed “græsrodsdemokrati”. Det burde vi have meget mere af i dagens alt for topstyrede samfund. Sæt dog skolerne fri inden for fælles, brede rammer. Og sørg for gode, veluddannede lærere. 

Folkeskolen er det kommende samfunds vugge, og en god start er ubetaleligt meget værd. Også for den enkelte, vil jeg gerne sige. For det hele skal ikke handle om samfundet, men om det enkelte menneskes lykke og mening. Det betyder meget mere end velhavere, pensioner og arbejdsudbud og tidens uhyrligheder, krig og bomber. 

Gale mennesker er der nok af, men lykkelige mennesker laver ikke krig. Et godt valg til alle.