Debat

Læser: Er politikerne bange for A. Enggaard?

- Er man bange for, at Enggaard, hvis firmaet ikke får deres vilje, blot lader grunden ligge som en skamplet på en ellers flot havnefront i mange år endnu, spørger skribenten.
- Er man bange for, at Enggaard, hvis firmaet ikke får deres vilje, blot lader grunden ligge som en skamplet på en ellers flot havnefront i mange år endnu, spørger skribenten. Privatfoto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Min hustru og jeg købte i 2018 en lejlighed Mellem Broerne i Nørresundby. Nabo til Ford-bygningen og den grund, der i den eksisterende lokalplan er beskrevet som en naturlig del af helheden mellem de to broer. Lokalplanen lægger vægt på, at ny bebyggelse skal harmonere med omgivelserne og ikke være til gene for naboerne. Der findes endda skitser for fremtidig bebyggelse med angivelse af højde, drøjde og placering.

Som nabo til grunden kunne man derfor kun glæde sig til, at den engang ville blive bebygget. Det ville passe fint ind i det samlede billede.

Vi købte lejligheden i tillid til lokalplanen, som vi studerede nøje. Der ville ikke komme noget byggeri, der satte os i skygge eller gav naboer indkig i stue, køkken og værelser, som man eksempelvis har set i Jasminparken.

Vi flyttede ind sommeren 2018 og nød stedet og området, bortset fra nabogrunden, som var den eneste ubebyggede grund mellem de to broer. Alt andet var opført, som lokalplanen tilsiger. På grunden voksede ukrudtet i meters højde, og bygningen på stedet var i forfald, og vinduerne faldt ud på fortovet, når det blæste.

Mister friværdi

I 2024 erfarede vi, at entreprenørfirmaet A. Enggaard, som ejer grunden, nu ville bygge og dermed rydde op. Dejligt, tænkte vi. Endelig ville der blive pænt omkring os.

Men glæden blev kort. A. Enggaard  så muligvis ikke penge nok i Ford-grunden, hvis den eksisterende lokalplan skulle følges. I stedet indsendte firmaet et forslag til Aalborg Kommune om en ny lokalplan, der tillader mange flere boliger, flere etagemeter og dermed flere millioner på bundlinjen. 

Grunden fyldes voldsomt op med bygninger i ekstra mange etager – med store gener til følge for naboerne. Resultatet bliver markant mere skygge og indkig end i den oprindelige plan. Byggeriet passer ganske enkelt ikke ind i helheden.

I parentes bemærket: A. Enggaard har selv opført og solgt lejlighederne i naboejendommen på Sundby Brygge. I salgsmaterialet henviste man til netop den lokalplan, som ikke gav ejerne af Ford-grunden adgang til at bygge noget, der kunne genere køberne af de lejligheder, firmaet selv ønskede at sælge.

Bliver A. Enggaards nye planer en realitet, risikerer naboerne på begge sider af Ford-grunden at miste friværdi i et omfang, der svarer til det beløb, A. Enggaard tjener ekstra ved at bygge efter en ny lokalplan. Forretningsmoral? Donald Trump ligner en skoledreng i sammenligning.

Hvorfor skifte mening?

Ifølge Enggaards oplæg til ny lokalplan planlægges en bygning, placeret mellem Ford-bygningen og naboejendommen til højre, helt ud til fortovet og endnu en bygning bagved Ford-bygningen. Det bliver voldsomt og passer på ingen måde ind i helheden.

Naboerne har sammen med Nørresundby Samråd været på tæerne siden januar 2024. Vi har protesteret over for både forvaltningen og politikerne og holdt adskillige møder. Byrådsmedlemmerne Helle Frederiksen og Tobias Bøgeskov Eriksen fra By- og Landskabsudvalget har endda været på hjemmebesøg hos mig for at se situationen på nærmeste hold.

De var enige i, at det var et voldsomt stort byggeri, der var på vej, og at lyset hos mange af os ville forsvinde. Indkig fra de nye naboer ville være en daglig gene. Endelig følte vi lidt medvind og håb.

Nu konstaterer vi imidlertid, at A. Enggaards udkast til ny lokalplan er blevet videresendt – urevideret – fra By- og Landskabsudvalget til godkendelse i Økonomiudvalget. Uden kommentarer og uden at naboernes protester er nævnt med et ord. Helle og Tobias har stemt for lokalplanen. Hvad har fået dem til at skifte mening?

Er man bange for, at A. Enggaard, hvis det  ikke får deres vilje, blot lader grunden ligge som en skamplet på en ellers flot havnefront i mange år endnu?

Heldigvis besluttede Økonomiudvalget ikke at sende lokalplanen videre til byrådet, men i stedet at sende den tilbage til administrationen med krav om udarbejdelse af nye skyggeberegninger. Administrationen havde ellers erklæret, at beregningerne allerede var lavet, og at den ændrede lokalplan ikke ville give mere skygge til naboerne.

Vi håber, at fornuften sejrer, og at naboerne bliver hørt denne gang.
By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg kan ikke tåle endnu en skandalesag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden