Skjulte kameraer og selvbestaltede gravergrupper og maskerede journalister og fotografer bryder ind overalt, sætter mikrofoner op og ansætter ”muldvarpe”, og næsten hver gang er der gevinst: Grise der mishandles, pengestrømme under bordet, sprøjtemidler langt over grænsen, arbejdstidsregler og sikkerhedsforanstaltninger der brydes på arbejdspladser, og mobning og overgreb her og dér. Og fyringer og påbud og bøder når det afsløres, men lige lidt hjælper det.

For der er tilsyneladende fiflerier og undladelser og lovbrud nok at øse af, og grove ting og sager: Tilsyneladende er der ansatte, som tier og tåler måned efter måned, og medierne bliver ved med at kunne øse af de brådne kar. Det er godt stof.

Sælger godt

En side af sagen er selvfølgelig, at den slags sager sælger godt. Vi bekræftes i at verden er ormstukken og at mennesker for mammons skyld er parat til hvad som helst. "Hvad sagde vi?" og  "jeg tænkte det jo nok". Og alle ender i mistrøstighed og mistillid, og tror snart ikke på nogen eller noget. Men selvom der måske ikke snydes og fifles så meget, som det giver indtryk af, så er der et par betænkelige forhold ved det hele.

Vigtigst, at det er folk udenfor virksomhederne og forvaltningerne, som afslører snyderiet og misforholdene. Det er ”kriminelle” grupper, som maskerer sig og bryder ind og overvåger og lyver om sig selv, fordi de har fået et tip om, at der vist nok mishandles, overtrædes og fifles. Og medierne bringer så deres historier.

De gør det ”i sandhedens tjeneste” og aldrig for egen vindings skyld, men første reaktion fra virksomheden er så, at melde de gravende journalister til politiet, for ”ulovlig indtrængen” på privat grund. Man kunne jo sige, at en tilståelse og flovhed på direktionsgangen havde været mere passende.

Medarbejdernes skyld

Men sagens kerne bliver vel, hvorfor det ikke er de ansatte, som melder ulovlighederne og misforholdene til myndighederne? At personalet måned efter måned åbenbart kører med overlæs, sprøjter forkert og for meget, manipulerer med tallene, undlader at indrapportere arbejdsmiljø og så videre. De ansatte må jo - internt - være gribende klar over, hvad det er der sker omkring dem. 

Og de ansatte må jo have det skidt med at deltage i og bidrage med ulovligheder måned efter måned, dér, hvor så gravegruppens afsløringer omsider tænder lys. De ansatte må sove skidt om natten og tage skade på deres sjæl, under det pres, som deres arbejdsliv udsætter dem for.

Og mistanker har det med at smitte, så mediernes afsløringer efterhånden får os til at sige, at ”sådan er det sgu’ nok alle steder”.

Det er vel her, man må sætte ind: At den loyalitet, som man åbenbart føler over for sin arbejdsplads, og som får én til at tie, er falsk og farlig. Og hvis ikke det er loyalitet, men frygt for fyring og egen indtjening, ja så er det her, der skal sættes ind. 

Whistleblower-ordninger, anonyme klageveje, økonomisk sikkerhed for anmelderen, opslagstavler og ombudsmænd, som i tide kan sørge for at bremse skadevolderne, førend velfærden blandt dyr og mennesker tager skade. 

Problemet fylder åbenbart i både medier og virkelighed, og skaber ængstelse på alle niveauer, og en løsning synes lige nu ikke at være i sigte. Men angst æder som bekendt sjæle op.