Læser: Hvorfor skal vindmøllerne ligge så tæt på Løkken?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
VE-PROJEKT: Hvor tæt er for tæt? Når det gælder vindmøller ved Løkken, er svaret: alt for tæt.
VE-projektet mellem Vrensted og Løkken ser måske fornuftigt ud på et kort. Men kort snyder. For i virkeligheden er den nærmeste vindmølle planlagt placeret blot 400–500 meter fra Løkken Golfklub, som er et område, de fleste opfatter som klart bynært, og som bruges flittigt af både lokale og turister.
Det er altså ikke et anlæg langt væk fra byen. Det er vindmøller helt op ad Løkken. Når man placerer industristørrelse vindmøller så tæt på beboelse og rekreative områder, følger konsekvenserne med, uanset hvor grønt projektet markedsføres.
Et omfattende studie fra Aarhus Universitet viser, at boliger tæt på store vindmøller kan falde op til 20 procent i værdi. Samtidig fraråder flere realkreditselskaber i dag belåning af huse tæt på vindmøller. For boligejere betyder det risiko for store økonomiske tab og i nogle tilfælde boliger, der bliver svære at sælge.
Beboere betaler
Også turismen er i spil. Internationale undersøgelser peger på, at store vindmølleanlæg får gæster til at vælge andre destinationer. For tyske turister, som har stor betydning for Løkken, viser undersøgelser, at op mod hver fjerde vil fravælge områder, hvor landskabet domineres af vindmøller.
Alligevel bliver projektet ofte fremstillet som en lokal gevinst, blandt andet med argumentet om billigere strøm. Men virkeligheden er, at al strøm sendes ud på det fælles elnet, og at prisen fastsættes af markedet. Løkken får ikke billigere el, fordi møllerne står her.
Derfor er spørgsmålet både relevant og rimeligt: Hvorfor skal Løkken bære konsekvenserne i form af forringet landskab, faldende boligværdier og risiko for tabt turisme, når fordelene ikke i samme grad er lokale?
Dette er ikke et indlæg imod den grønne omstilling. Men grøn omstilling må ikke blive en undskyldning for dårlig placering og manglende hensyn. Når vindmøller placeres 400–500 meter fra bynære områder, er det ikke længere en teknisk detalje. Det er et politisk valg. Og det valg bør kunne forsvares.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.