Der findes to typer mikroplast: primær, som er produceret små (for eksempel industripiller og gummigranulat), og sekundær, som opstår når større plaststykker nedbrydes. Det er især den sekundære mikroplast, der fylder i miljøet fra bildæk, tøjfibre, maling og nedbrudt emballage.

Alligevel udvikles der stadig målemetoder, der kun registrerer plast ned til 2 millimeter. Det giver et stærkt forvrænget billede. Partikler på 2 millimeter er sjældne, synlige med det blotte øje og udgør en ubetydelig del af problemet. De små partikler, dem der udgør 95–99 procent af antallet er dem, der optages af dyr, transporteres i luft og vand og ender i vores blod, lunger og organer.

Mikroplast findes også i vores fødevarer. Studier viser, at alle kødtyper indeholder mikroplast, men at forarbejdede produkter som nuggets og fiskepinde indeholder langt mere end friske råvarer. Det skyldes især kontakt med plastmaskiner, emballage og panering, der binder partiklerne.

Hjemme kan vi faktisk gøre noget: bruge glas og silikone i stedet for plast, undgå at varme mad i plast, og pakke kød og fisk i madpapir før frysning for at mindske afgivelsen. Men vi kan ikke “rense” kroppen for mikroplast, kun reducere vores eksponering.

Der forskes i bildæk, der slider mindre, og i filtre, der kan opsamle dækslid. Det er nødvendigt, for dækslid er en af de største kilder til mikroplast i verden. Men vi er langt fra i mål.

Hvis vi vil tage mikroplast alvorligt, skal vi måle det, der faktisk betyder noget: de små partikler, der udgør næsten hele problemet. Og vi skal erkende, at mikroplast ikke kun er et miljøspørgsmål. Det er et sundhedsspørgsmål, der allerede angår os alle.