Debat

Læser: Per Larsen har misforstået dele af minksagen

- Minkkommissionens konklusioner var ikke nok for oppositionen, som krævede – og stadig kræver – en rigsretssag mod Mette Frederiksen, skriver skribenten i debatindlægget.
- Minkkommissionens konklusioner var ikke nok for oppositionen, som krævede – og stadig kræver – en rigsretssag mod Mette Frederiksen, skriver skribenten i debatindlægget. Foto: Martin Damgård

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Dette indlæg har ikke direkte noget at gøre med det kommende folketingsvalg, men baggrunden for indlægget har sandsynligvis rod i folketingsvalget. Som bruger af Facebook læste jeg et opslag af den konservative Per Larsen, som, uvist af hvilken årsag, poppede op på min side.

I det emne, som Per Larsen ville fortælle os læsere om, havde Mette Frederiksen en skurkerolle, hvilket sikkert skulle tjene det formål at få flere stemmer kanaliseret over til sit eget navn på stemmesedlen.

Nu er Per Larsen jo en mand med flere kasketter og en travl hverdag, hvilket kan være årsagen til, at han ikke har fulgt helt med i nyhedsstrømmen og derfor desværre har skrevet noget på Facebook, der ikke er i fuld overensstemmelse med virkeligheden.

Han opfordrer på Facebook til deling af sin tekst, og i skrivende stund har 389 Facebookbrugere delt teksten, som desværre ikke holder vand. Det er selvfølgelig beklageligt, når Per Larsen har forfattet teksten efter sin bedste viden.

Per Larsen indleder sit opslag med ordene: "Når andre glemmer, så husker vi", og i opslaget viser han en udgave af Jyllands-Posten fra 7. oktober 2021, hvor der på forsiden står: "Jurister: Grundloven blev brudt i minksagen".

Minksagen

Efter de indledende ord skriver han de ord, som viser, at han desværre ikke har haft tid til at læse helt op på minksagen: "Jeg kan tydeligt huske d. 4. november 2020. Det var der, at Mette Frederiksen med en ulovlig ordre fik aflivet hele det danske minkerhverv. Med et knips var det livsværk, som mange nordjyder havde opbygget gennem generationer, helt væk."

Det er korrekt, at man hurtigt fandt ud af – også i regeringen – at meddelelsen om nedslagtning af alle mink var uden den nødvendige lovhjemmel. Der blev derfor fremsat et lovforslag 10. november, og dette blev vedtaget 21. december 2020.

I tidsrummet frem til vedtagelsen af lovforslaget blev der aflivet mink uden lovhjemmel, men de allerfleste af Danmarks cirka 17 millioner mink blev aflivet fuldt lovligt. Og det har den ellers retskafne Per Larsen desværre nok misforstået. Rigtig meget. Desværre har mange af Pers Facebook-krigere nu delt denne store misforståelse.

Til Per Larsens forsvar skal det retfærdigvis siges, at han langt fra er den eneste, der har misforstået historien om minkaflivningen. Faktisk er der rigtig mange, der – som Per Larsen – heller ikke har haft overskud til at sætte sig ordentligt ind i de faktiske hændelser, inden de har disket op med meget forkerte konklusioner.

Uden lovhjemmel

Brøleren med den manglende lovhjemmel medførte, at den overophedede opposition fik nedsat en granskningskommission kaldet Minkkommissionen, som skulle klarlægge ansvaret vedrørende den manglende lovhjemmel. Kommissionen konkluderede, at statsministerens udmelding d. 4. november 2020 havde været groft vildledende, men at hun ikke havde haft til hensigt at vildlede, da hun ikke havde viden om den manglende hjemmel.

Minkkommissionens konklusioner var ikke nok for oppositionen, som krævede – og stadig kræver – en rigsretssag mod Mette Frederiksen. I den forbindelse skete der i foråret 2023 noget opsigtsvækkende. Minkkommissionen udtalte nemlig også kritik af rigspolitichef Thorkild Fogde, og derfor blev der nedsat en såkaldt forhørsledelse, der skulle komme med en indstilling om, hvor hård sanktionen mod Thorkild Fogde skulle være.

Forhørsledelsen bestod af daværende præsident for Højesteret, Thomas Rørdam, og to landsdommere. For ikke at tærske langhalm på sagen mod Thorkild Fogde blev resultatet: Pure frikendt.

Men præsidenten for Højesteret, Thomas Rørdam, og de to landsdommere kom også frem til en anden skelsættende konklusion, som omhandlede Mette Frederiksen: Der blev ikke udstedt en ulovlig ordre på pressemødet d. 4. november 2020. Der var derimod tale om en orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser.

Her kan yderligere indskydes, at præsidenten for Højesteret, Thomas Rørdam, og de to landsdommere faktisk også underkendte konklusionerne i Minkkommissionen.

På vej mod afgrunden

Det er ærgerligt for Per Larsen, at han ikke har haft tid til at sætte sig ordentligt ind i forholdene omkring aflivningen af minkene, inden han kom til at offentliggøre sin tekst på Facebook. Og vedrørende hans bekymringer for minkerhvervet bør de nok skrues lidt ned af flere grunde.

Minkerhvervet var allerede på vej mod afgrunden i 2020 og havde været det i nogle år. Minkavl er allerede forbudt i mange europæiske lande, og flere er på vej. EU har desuden vedtaget et generelt forbud mod minkavl, som forventes at træde i kraft i 2027.

Modeindustrien er hastigt på vej mod udfasning af pels, og mange modehuse har helt droppet ægte pels. Dårlig dyrevelfærd, hvor minkavl ses som en af de mest dyrefjendske produktioner, får mange til at vende sig mod minkavl.

Per Larsen bør nok finde andre argumenter end minkaflivningen, hvis han igen vil prøve at kapre stemmer.

Og slutteligt kan jeg opfordre alle, inklusiv Per Larsen, til at læse bogen "Det blinde øje" af Mathilde Walter Clark. Den giver en dyb indsigt i minkavl med alle dens negative konsekvenser som dyremishandling, korruption og mere i samme genre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden