Tværtimod er forsvarspolitikken et eksempel på det modsatte. Det er et område, hvor Socialdemokratiet står stærkt, og hvor der er bred folkelig og politisk opbakning.

I spørgsmålet om Ukraine og Danmarks sikkerhedspolitik står næsten hele Folketinget samlet. Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, SF, Liberal Alliance og Enhedslisten bakker op. Kun Dansk Folkeparti har markeret reel afstand, og netop partiets nølen er svær for mange vælgere at forstå i en tid med krig i Europa. Derfor taber Socialdemokratiet ikke terræn her. Tværtimod oplever mange vælgere forsvarspolitikken som klar, ansvarlig og nødvendig. Det er et sjældent eksempel på politisk tydelighed og konsekvens.

Netop derfor bliver kontrasten til skole og velfærdspolitikken så markant. Hvor forsvarspolitikken er præget af klare mål, tydelige prioriteringer og vilje til at sige, at noget er nødvendigt, er skolepolitikken præget af uklare børnesyn, modsatrettede hensyn og reformer uden reelle valg. Det er ikke kun en kamp om ressourcer. Det er en krise i retning.

Bred krise

I folkeskolen har Socialdemokratiet stået i spidsen for et børnesyn og en inklusionspraksis, hvor fællesskabet ofte må vige for individet, ansvar flyttes væk fra barnet, og læreren står alene med konsekvenserne. I modsætning til forsvarspolitikken har man her undladt at sige, at ikke alle løsninger virker, at ikke alle børn trives i samme ramme, og at ikke alle hensyn kan forenes. Det er her, tilliden slides.

Det samme mønster ses hos Moderaterne. Partiet blev lanceret som et opgør med blokpolitik og ideologi, men i praksis har det vist sig vanskeligt at forklare, hvad man egentlig står for, når politik reduceres til proces og balance. Moderaternes tilbagegang og interne uro ligner ikke et enkeltstående problem. Det ligner begyndelsen på en implosion i midterprojektet. Når politik bliver et spørgsmål om at holde sammen, balancere og undgå klare valg, mister vælgerne orienteringen.

Meget tyder på, at vi er vidne til en bredere krise for midterpartierne. Socialdemokratiet og Moderaterne deler et grundlæggende problem. De vil hellere være ansvarlige end tydelige, samlende frem for retningsgivende og styrende frem for værdibærende. Men i en tid med pres på skolen, velfærden og fællesskaberne efterspørger vælgerne ikke først og fremmest balance. De efterspørger klarhed.

Det forklarer, hvorfor både fløjene vokser. Venstrefløjen siger, at der ikke er ressourcer nok. De borgerlige siger, at rammerne er for svage. Begge udsagn er lette at forstå. Midten svarer, at det er komplekst.

Socialdemokratiet taber ikke terræn på forsvarspolitikken. Her har partiet vist handlekraft og lederskab. Problemet er, at den samme klarhed ikke findes i skole og velfærdspolitikken. Børnesynet i folkeskolen er derfor ikke en isoleret debat, men et symptom på en bredere politisk udvikling, hvor midterpartierne har haft svært ved at sætte retning og tage konsekvenserne af deres egne valg.

Hvis Socialdemokratiet og Moderaterne ikke genfinder evnen til at prioritere, vælge og stå ved det, risikerer de, at midten fortsætter med at smuldre. Og det er ikke et ideologisk problem. 

Det er et politisk.