Jeg så ikke de karikerede billeder, vi kender fra byens bagsider og fordommenes genbrug. Det vil sige den socialt udstødte, den alkoholiserede, den håbløse, den tandløse. Jeg så engagerede mennesker. Mennesker med krav, Mennesker, der ville høres. Debatten om rigsfællesskabet kører for fuld kraft. 

Toneangivende politikere i både Grønland og Danmark taler varmt om sammenhold, historiske bånd og fælles ansvar. Og ja, meget taler for, at Danmark og Grønland fortsat bør holde fast i hinanden. Det kan man mene med god grund. Men lad os nu også være ærlige. De toneangivende politikere er ikke alles talerør. 

Taler man med dele af den grønlandske befolkning, især dem nederst i samfundet, møder man ikke blot tvivl eller ambivalens, men decideret vrede. En vrede, der ikke er opstået ud af det blå, men er vokset frem af årtiers oplevelse af at blive tilsidesat, talt hen over hovedet på og reduceret til et problem frem for et folk.

Belærende og fraværende

For disse grønlændere handler rigsfællesskabet ikke om symbolpolitik, flag eller diplomatiske formuleringer. Det handler om livsvilkår. Om manglende investeringer. Om boliger, uddannelse, sundhed, misbrug og en hverdag, hvor Danmark ofte opleves som fraværende, belærende eller begge dele på én gang. De hører gang på gang, at Danmark har gjort meget. Men de mærker det ikke i deres liv.

Netop derfor bør det ikke overraske os, at nogle grønlændere, også selv om det provokerer mange danskere, ikke nødvendigvis ser andre stormagters interesse som det mest skræmmende. 

For enkelte fremstår det måske som en åbning. Ikke fordi de ønsker at give afkald på deres identitet eller sælge deres land, men fordi de længes efter noget helt basalt: værdighed, handling og følelsen af endelig at blive taget alvorligt. Det er afgørende at forstå. 

Dette er ikke et argument for at udskifte én afhængighed med en anden. Det er et råb om, at det nuværende fællesskab ikke opleves som et fællesskab af alle. 

Når vi i Danmark konsekvent afviser disse stemmer som uansvarlige, naive eller farlige, gentager vi præcis det mønster, der har skabt vreden: Vi ved bedre. Vi taler på deres vegne. Vi definerer virkeligheden for dem. Men man kan ikke bygge et fællesskab på andres tavshed. 

Hvis vi virkelig mener, at relationen mellem Danmark og Grønland skal have en fremtid, kræver det mere end smukke ord og politiske erklæringer. Det kræver, at vi tør lytte til dem, der ikke står på talerstolene. Dem, for hvem livet aldrig har været let. Dem, som ikke føler sig repræsenteret hverken i Nuuk eller København. At give dem en stemme er ikke at tage stilling imod fællesskabet. Det er at tage fællesskabet alvorligt. Og ånd lettet op efter læsningen. Der var ikke ét ord om Trump.