Debat

Læser: - Ynkelig optræden af det gamle byråd

- Derfor er der ingen vej udenom, der skal findes store besparelser. Hvorfor tog man ikke fat på opgaven vedrørende budget 2026? Spørger læseren.
- Derfor er der ingen vej udenom, der skal findes store besparelser. Hvorfor tog man ikke fat på opgaven vedrørende budget 2026? Spørger læseren. Arkivfoto: Henrik Bo

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Ved indgåelse af budgetforlig for 2026-2029 blev der givet udryk for, at det var et ansvarligt budget. Kan man virkelig kalde et budget for ansvarligt, når der budgetteres med et forbrug af kassebeholdningen på 64 millioner kroner i 2026 og samtidig oparbejder en underskudssaldo for årene 2027-2029 på 92 millioner kroner? Det var da vist lidt af en påstand.

Man overlod stille og roligt opgaven til det nyvalgte byråd at finde ekstra indtægter eller besparelser. Ekstra skatteindtægter vil nok være stærkt tvivlsomt, henset til det faldende indbyggertal i Hjørring Kommune, hvor der er sket et fald på 4200 siden kommunesammenlægningen i 2007, hvor der nu bor under 63.000 i kommunen. 

Nej, ingen tilflytning og hermed ikke forøgede skatteindtægter. Kommunen mister hvert eneste år netto imellem 200 og 300 borgere. Der er ellers igennem de seneste byrådsperioder igangsat og gennemført flere projekter eller initiativer, som skulle brande Hjørring Kommune, men intet har nærmest virket. Dyrt har det været, og det ser man tydeligt på den gældsbyrde kommunen efterhånden har påtaget sig.

Derfor er der ingen vej uden om, der skal findes store besparelser. Hvorfor tog man ikke fat på opgaven vedrørende budget 2026? 

Valgår

Nej, det gjorde man ikke, idet der jo var kommunalvalg i november 2025 og så turde ingen foreslå nedskæringer for 2026. Ynkelig optræden af det gamle byråd, bare at overlade opgaven til et nyt byråd med 12 nye byrådsmedlemmer. Der er virkelig noget at gå i gang med og det sker så nu, idet der ved byrådsmødet her i februar fremlægges en plan for besparelser i de kommende tre år.

Hvor skal man så finde de cirka 30 millioner kroner, som skal findes i hvert af årene 27-29? Byrådet lægger op til, at hver enkelt udvalg skal finde besparelser på 1 procent af det enkelte udvalgs budgetramme det første år og efterfølgende stigende til 2 procent og 3 procent i næstfølgende år. 

Det er vist det man populært kalder ”salamimetoden” med småbesparelser på mange enkeltområder, og det kommer alle borgere jo til at føle på den eller anden måde. I stedet kunne man finde enkeltområder, hvor man gennemførte meget store besparelser, eksempelvis såfremt man helt afskaffede visse tilskud eller nedlagde aktiviteter. 

Det ville måske gøre mere ondt for borgerne lige i øjeblikket, men så fik man også rettet op på tingene en gang for alle. Besparelserne behøver jo ikke kun at relatere sig til den daglige drift, men så sandelig også skrinlæggelse af anlægsinvesteringer.

Men det behøver jo ikke kun at være tale om besparelser. Nej, der kunne også være tale om en forøget brugerbetaling. Der er intet, som i dag er gratis og borgerne er vænnet til at skulle betale for at få en eller anden form for ydelse. Det kunne være deltagerbetaling ved forskellige aktiviteter eller arrangementer.

Står det nu så galt til med økonomien, ja det gør det virkelig. Kommunen har netop modtaget oversigter på forskellige områder, hvor Hjørring Kommune sammenlignes med gennemsnittet af landets kommuner og her ligger Hjørring Kommune på flere områder helt i bund, og det gælder blandt andet forholdet imellem indtægter og driftsudgifter, udgifter til anlæg, kassebeholdning og gæld. 

Endelig har serviceudgifterne udvist en stigning i perioden 22-24, hvor landsgennemsnittet er et fald. Der er ikke noget at sige til, at økonomien er dårlig. Man har været alt for flink og eftergivende med tilskud af mange arter og igangsat aktiviteter, som man ikke havde råd til. Det skal stoppes nu, ellers er risikoen for at man kommer under administration af ministeriet, på sigt overhængende.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden