Landstræner: - Det er synd for Stine
Landstræneren opfordrer til, at man ser hvor kritikken kommer fra
Opdateret kl. 16:37
Den nordjyske ultraløber, Stine Rex, der i weekenden lod sig hylde som ny indehaver af verdensrekorden efter løb i seks døgn, er blevet anklaget for snyd af den amerikanske løber Camille Herron, som sad på verdensrekorden, indtil Stine Rex slog den.
Men ifølge den danske landstræner for ultraløbere, Jesper Kenn Olsen, bør Stine Rex tage det helt roligt og nyde, at hun snart bliver opført som indehaver af verdensrekorden.
- Jeg så ikke noget som helst, der var udover det tilladte, siger Jesper Kenn Olsen, der selv har været dommer ved flere ultraløb og var til stede i Aabybro i de seks dage, hvor Stine Rex slog verdensrekorden.
- Ulovlig pacing i dagevis. IAU (den internationale organisation for ultraløbere, red.) ved det og vil ikke ratificere, har Camille Herron skrevet på X.
Stine Rex har har på Facebook kommenteret påstandene om pace.
"Der var måske et barn foran mig i et sekund. Så jeg spurgte pænt, om han ville løbe bag mig eller foran golfbilen," skriver hun.
Opfører sig ikke ordenligt
Jesper Kenn Olsen opfordrer til, at man i stedet for ser efter, hvor kritikken kommer fra.
- Camille Herron er desværre kendt for at være en, der ikke opfører sig ordenligt og anerkender andres resultater. Hun er kommet med denne slags beskyldninger flere gange og specielt de gange, hvor nogle har slået hendes verdensrekorder, siger landstræneren.
- Det er synd for Stine, at hun bliver anklaget for sådan noget, men det er næsten forventeligt, når det er Camille Herron.
- Hvis Camille Herron var seriøs med sin kritik, kunne hun jo henvende sig til forbundet i stedet for at komme med den slags beskyldninger på de sociale medier, tilføjer han.
Stine Rex nåede at løbe 913,6 kilometer på de seks døgn, mens Camille Herrons verdensrekord lød på 901,8 kilometer.
Kan tage måneder
For at Stine Rexs løb kan blive anerkendt skal løbslederen nu sender resultaterne ind til IAU (den internationale organisation for ultraløbere, red.), og der skal laves en formel ansøgning om at resultatet kan anerkendes som verdensrekord. Herefter kan der også indhentes eventuelt andre oplysninger og ses på, om der er protester imod rekorden.
Herefter skal en rekord-komité evaluere resultatet.
Arbejdet kan tage måneder - inden Stine Rex officielt kan kalde sig indehaver af verdensrekorden.
- De er grundige i deres arbejde, siger Jesper Kenn Olsen.
IAU oplyser til Nordjyske, at de endnu ikke har modtaget nogle resultater eller ansøninger om en verdensrekord. Forbundet har heller ikke offentligt kommenteret på beskyldningerne fra Camille Herron.
- Jeg har heller ikke hørt noget fra løbslederen eller andre, der gør at jeg tvivler på, at rekorden bliver anerkendt, slutter Jesper Kenn Olsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.