Kultur

Leder: Corona er ved at slippe sit greb - men lad os huske vores "tro følgesvend"

Et nyt studie er dårlige nyheder for koncertarrangørerne, spillestederne og festivalerne. Der er fællesskab, identitet og kreativitet og økonomi på spil

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Arkivfoto: Henrik Bo
Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Arkivfoto: Henrik Bo

- Fællessang har været danskernes tro følgesvend i denne tid.

Sådan lød det fra DR, da det for nyligt blev meldt ud, at man ikke længere ville sende det populære fællessang-program fredag efter fredag, som man har gjort, da corona-pandemien holdt de fleste af os indenfor.

Fællessangen blev et synligt eksempel - vel nærmest et symbol - på den kultur, som i alt for mange sammenhænge og i alt for lang tid er blevet omtalt som flødeskummet på toppen af vores tilværelse. Noget ekstra - og altså ikke nødvendigt. Men det er blevet mere tydeligt end nogensinde, at kulturen binder os sammen. Især under en krise som denne. Det momentum må vi ikke lade passere.

For nu føles det, som om at corona-krisen er ved at slippe sit greb på os. Den skemalagte fællessang er blevet droppet. Vi kan igen gå ud - og meget af den tilværelse, vi kender fra før, vender så småt tilbage. Og selvom kulturlivet vel nærmest blev forbigået i forbindelse med de første genåbninger af landet, så kan man nu igen få lov til at gå på museum.

Så alt er godt - eller hvad?

Ikke helt. Et nyt studie er dårlige nyheder for koncertarrangørerne, spillestederne og festivalerne. For første gang får vi nemlig et bud på en forklaring på, hvorfor smittetrykket ikke er steget efter genåbningen.

To danske forskere mener nemlig, at det dels drejer sig om en lille del af befolkningen, der står for en betydelig del af smitten. Dels påpeger forskerne, at smitten i høj grad sker ved store begivenheder - altså for eksempel festivaler og koncerter. Det var Politiken, der søndag aften kunne fortælle om forskningen.

Forskernes opfordring er altså, at man skal undgå "store forsamlinger" i samfundet. Faktisk året ud, lyder det fra den ene af forskerne bag, Kim Sneppen, der er professor i biokompleksitet ved Niels Bohr Instituttet.

Så selvom vi både kan gå i storcenter, til frisør og på museum, er nogle aktører stadig i klemme. Det er trættende at blive ved med at læse om alle de, der føler sig forbigået, og corona-krisen føles efterhånden som en uendelig klagesang, men det er jo ikke blot den enkelte koncert-oplevelse, man går glip af ved at skulle aflyse de store forsamlinger året ud. Aktørerne, som står bag festivaller og koncerter, bidrager til et stærkt foreningsliv og et pulserende lokalmiljø. Der er fællesskab, identitet og kreativitet på spil. Og økonomi.

Så vi skal huske vores tro følgesvend - kulturen - selvom corona-pandemien måske er ved at slippe taget på os. Her er man ramt endnu, og der er brug for vores opbakning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden