Leder

Leder: Den store juniorbagedyst og de små voksne

Om pudler i trøjer, voksenstress og smørcreme

Redaktionschef Tom Bue. Foto: Torben S. Hansen

Redaktionschef Tom Bue. Foto: Torben S. Hansen

De pizzikerede strygertoner og dronebillederne af de naturskønne omgivelser, står i kontrast til den hektiske stemning i bageteltet. En af deltagerne kigger apatisk rundt efter at have brugt for meget kagecreme. Der bliver stresset over glasurer, fondant og sprøjtecreme. Til sidst glider en deltager ned af skabet og sætter sig udmattet på gulvet.

'Den store juniorbagedyst' ruller i øjeblikket over sendefladen og har otte børn i alderen 12-16 år som deltagere. Og programmet udmærker sig indenfor den klassiske underholdningsdisciplin ’små voksne’. En disciplin i familie med konkurrencer, hvor pudler pyntes med trøjer og hatte, eller hvor børn dyster om skønhed udstyret med sminke og glimmer, typisk instrueret af en håbefuld forælder.

Børn lærer ved at kopiere os voksne, noget man ikke er i tvivl om, når man ser programmet. Som en af dommerne siger det: De er jo den første generation bagedyst, altså flasket op med bagedysten. Børnene har så afgjort fulgt med i de tidligere udgaver med voksne deltagere – og minutiøst afluret, hvordan man skal opføre sig som rigtig bagedyst-deltager. Det gør næsten ondt at se på, når man først begynder at lægge mærke til det.

Programmerne er et interessant studie af vores tid. ’Stress’ og ’stressende’ er ord, der går igen adskillige gange i programmet. Om fritidsinteresser hedder det, at det giver ’mulighed for at komme væk fra hverdagen’. Ord og sætninger, der lyder ganske meget som noget, man hører voksne sige. Men har vi lyst til at vores børn taler om stress, perfektionisme og om at komme væk fra hverdagen?

Når børn som bekendt er kopimaskiner, er det er med andre ord af ualmindelig stor betydning, hvordan vi opfører os foran dem. Hvilken vej vi viser. Der er 'Den store juniorbagedyst' en god påmindelse om, hvilket kæmpe ansvar vi har som voksne og rollemodeller. Og når man ser bagedysten, kan man godt komme i tvivl, om vi voksne måske skal tage ansvar for lidt mere. Så børnene kan være børn … og så senere kopiere vores ansvarlighed.

Heldigvis er der også håb. For når en af deltagerne i 'Den store juniorbagedyst' har problemer, har brug for et råd eller er løbet tør for smørcreme, så er de små bagere ikke bange for at samarbejde og hjælpe hinanden. Heller ikke med overskydende creme.

Der er sunde indstillinger, som citatet fra en af deltagerne, da værten spørger til den stressende konkurrence: Jeg elsker jo at bage og det er det vi er i gang med nu. Hun evner bare at være i det og nyde det.

Der skal ikke herske tvivl om, at de otte deltagere er superseje. Midt i den store underholdningsmaskine, som bagedyst-formatet er, er det faktisk dem, der er de mest modne.

Måske vi voksne skulle kopiere dem lidt mere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.