Leder: Er der en voksen tilstede?
Vi befinder os midt i verdenshistoriens største dannelsesmæssige eksperiment.
For hvad sker der, hvis man ukritisk lader en hel generation blive opdraget af børn?
Det, der foregår på platforme som YouTube, SnapChat og TikTok lige nu, svarer til, at vi bare afleverede vores børn i en kombineret børnehave og skole, hvor det kun var en kæmpe skolegård, med ét langt frikvarter, uden gårdvagt. Hvor de største elever styrede slaget. Det er et stort ansvar og ikke fair for nogen.
Platformene er designet til at maksimere forbruget af dem med alle de tricks, som neurologer, psykologer og underholdningsindustrien nogensinde har opdyrket. Prøv lige at stå imod det.
Derfor bruger børn, fremtidens voksne, timer på børneværelset med råbende teenagere og russisktalende, animerede kampvogne. Og vi lader dem gøre det i nemhedens og digitaliseringens navn.
Tidligere generationer - os - har haft fordelen af, at når noget skulle udgives og spredes til mange øjne, så var der altid en voksen med et eller andet sted i processen. En der kunne trykke på bremsen, hvis tingene kom ud i en uheldig retning. I dag er der direkte forbindelse til alverdens børneværelser. En fantastisk frihed, som nogle er bedre til at administrere end andre.
Ikke at de digitale muligheder er af det onde. Vi skal bare fokusere lidt mere på, at værktøjerne skal bruges til at skabe noget, ikke bare til passivt at lade sig underholde og påvirke.
Nu er der er jo faktisk voksne tilstede. Både på platformene (YouTube, TikTok, Twitch osv.) og som dem, der køber iPad’en og udleverer den til børnene. Giganterne og os.
Giganterne er vi nødt til at tvinge til et større ansvar - det er både en politisk og folkelig opgave. For de løser det ikke alene. Det har vi senest set ved, at Google fjernede en Ramasjang-app pga. lakridspiber. Jeg tør godt love, at jeg hurtigt kunne finde andet indhold hos dem, der var mere farligt for vores børns dannelse. Men så ser det selvfølgelig ud, som om man gør noget.
Og så er der os forældre. Vi er nødt til at træde mere i karakter på værelset, som rollemodel nummer et. Måske endda i stedet for at tjekke Facebook … igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.