Leder: Hurra, reddet af sneen!
De afskyeligt opmuntrende snemænd
Opdateret 14. januar 2021 kl. 18:30
Første hverdag i det nye år var de fire største søgninger på Google ”Teams”, ”Google Docs”, ”Office 365” og ”Docs”. Et utvetydigt bevis på, at i mange familier arbejdede alle nu igen hjemmefra – også børnene.
Statsministeren forberedte i sin nytårstale nationen på, at de kommende måneder bliver hårde og at vi ikke skal drømme om for megen normalitet på denne side af påske. Med yderligere stramninger tirsdag er udsigten til fortsatte restriktioner efter den 17. januar reel, og der er ikke umiddelbart lys derefter.
Selvom vi har øvet os i skærmarbejde og -skole en stor del af det sidste år, er det stadig slet ikke det samme, når man er barn og vant til at lege ude i frikvartererne med sine venner. Eller når man er teenager og det sociale er mere vigtigt end nogensinde.
Ingen fritidsaktiviteter. Ingen leg. Ingen umiddelbar grund til at forlade skærmen. Det gør noget både fysisk og mentalt.
Derfor var det også helt fantastisk, at naturen kom med en hjælpende hånd. Et magisk, hvidt fænomen, som med et gør det bidende nødvendigt at komme ud. At lege. At være sammen i nuet og glemme alt andet.
At sneen kom og reddede stemningen beviser ikke mindst de mange billeder NORDJYSKEs brugere delte med os. Glade børneansigter, stolte snemandsbyggere – både børn, barnlige og voksne – og deres utallige snemænd, kærlighedserklæringer skrevet i sneen, legende dyr og pjattede mennesker. Ren, positiv energi midt i en mørk tid.
Hjemme hos os beviste vi, hvor lidt sne der skal falde, inden det er muligt at trække en slæde med passager på græs, samt hvor stor en sneboldsproduktion, der kan lade sig gøre med tilstrækkelig effektiv sneskrab og opsamling. Og selvom faderen lige skulle trækkes med ud, var det en fest, der gav ny energi, glæde og overskredne sengetider.
I en tid med nok drænende forhold og restriktioner, er det med at gribe de fabelagtige tilbud naturen også giver os.
Denne gang var det pandemi-trætheden, der blev ramt lige i synet og skærm-matheden, der fik en vasker.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.