Leder: Kommune vil spærre 17-årige René inde. Hvem tvangsfjerner kommunen fra sagen?

En 17-årig nordjyde er på flugt. Han står til at blive spærret inde på en midtjysk institution sammen med voksne, retarderede og kriminelle borgere. En anbringelse, der bestemt ikke er nogen billig fornøjelse for kommunen, som vil anbringe ham der, selvom han ikke ønsker det. Hvem skal det egentlig løse nogen problemer for?

Som Nordjyske fortæller, har René Larsen boet hjemme hele sin barndom, gået i skole og taget sin afgangseksamen. De sidste par år har han ganske rigtigt været ude i problemer og misbrug, blandt andet i forbindelse med sin mors depression. Han lod sig anbringe, men brød sig ikke om det. Så blev han tvangsanbragt og er siden flygtet og er blevet sendt retur adskillige gange.

René ønsker selv at komme videre. Vesthimmerlands Kommune virker dog ikke til at lytte til den del, der handler om uddannelse og egen bolig. Kan det være rigtigt, at man skal være på flugt fra dem, der dybest set skal hjælpe én?

Om godt et halvt år fylder René 18 år. Så er han myndig og bestemmer selv. Er en indespærring på et dyrt opholdssted for retarderede, kriminelle borgere virkelig den bedste måde at bruge de sidste seks måneder på at gøre ham klar til voksenlivet?

Vesthimmerlands Kommune har ikke ønsket at udtale sig om sagen. Det kunne ellers være interessant at høre, hvorfor de holder så hårdt fast i løsningen med en anbringelse fremfor at tale alternative løsninger med borgeren. Den borger de vel dybest set er sat i verden for at tjene.

Tvangsfjernelser og anbringelser er alvorlige sager. At gå ind og tage den form for ansvar på sig, kalder på respekt. Det er dog ikke det samme, som at man altid har ret. Eller at situationer og omstændigheder ikke kan ændre sig.

Det handler i bund og grund om at tage vare på nogle, der ikke selv kan finde ud af at gøre det rigtige. Spørgsmålet er, hvem der tager ansvar og fjerner kommunen fra sagen, når de ikke kan finde ud af at gøre det rigtige?