Leder: Rigsretten har en skyggeside

Nettet er strammet mere og mere gennem de seneste uger, og torsdag var der ikke mere nogen udvej.

Inger Støjberg skal på anklagebænken i en rigsretssag.

Det skal afgøres, hvor alvorligt den tidligere udlændinge- og integrationsministers brud på lovgivningen var i forbindelse med adskillelse af unge ægtepar, der kom til landet som flygtninge. At lovgivningen er brudt, og at der er løjet for Folketinget i sagen, har både ombudsmand og den såkaldte instrukskommision fastslået. Og senest har uvildige advokater konkluderet, at der er grundlag for en rigsretssag.

Inger Støjberg har sprællet ganske ihærdigt i nettet undervejs. Hun har fastholdt, at hun ikke har givet en ulovlig instruks. Og hun har konstant slået fast, at hun har handlet i en god sags tjeneste - nemlig at komme ægteskaber med barnebrude til livs.

Målet er det svært at være uenig i, for mindreårige piger - og drenge for den sags skyld - skal ikke giftes væk.

Men i retsstaten er der et princip, der har højere prioritet: Målet helliger ikke midlet. En minister skal følge loven og må ikke lyve over for Folketinget. Reglen er afgørende for, at regeringer og ministre ikke efter behag regerer hen over hovedet på folkestyret. Sådan spiller et demokrati. Det andet kaldes diktatur.

Derfor er rigsretssagen mod Inger Støjberg principielt i orden.

Men det tunge retslige skridt har en alvorlig skyggeside. En rigsretssag kræver politisk opbakning og er dermed afhængig af, at partierne på Christiansborg vurderer for og imod, hvad de selv kan få ud af det. Nogle sager ender uden konsekvens, andre resulterer i næser af varierende størrelser, ministre kan blive tvunget til at gå, men kun nogle ganske få lovbrud munder ud i det ultimative - en rigsretssag. Eksempelvis kan man jo spørge, hvorfor skatteminister Kristian Jensen (V) i 2009 nøjedes med en næse, da han administrerede efter en lov, der ikke var trådt i kraft. Eller hvorfor justitsminister Morten Bødskov (S) i 2013 kunne slippe med at gå efter en ”nødløgn” til Folketingets retsudvalg. Eller om statsminister Mette Frederiksen (S) er sikker på at få en rigsretssag på halsen på grund af den ulovlige håndtering af minkaflivningen.

Når grundlaget for indgreb mod ministre er så tilfældigt, er det værd at overveje, om rigsretten er det rigtige organ. Det er klart, at de jurister, der over de næste måneder skal arbejde med sagen for en pris af cirka 100 mio. gode skattekroner, ser frem til rigsretten. Støjbergs politiske modstandere vil utvivlsomt juble, men det vil nogle af hendes støtter også: Hun kan fremstå som en frihedskæmper, der falder for en god sag - det kan der også være stemmer i.

For Støjberg kan sagen være afgørende, hvis hun dømmes. Men når det politiske spil fylder så meget, når ministre skal stå til regnskab, falder ansvaret i sidste ende tilbage på dig og mig. Vores kryds på stemmesedlen afgør, om vi kan leve med forbrydere ved landets ror. Og det er uanset partifarve.