Genåbning

Leder: Spådom om butiksdød gjort til skamme - lad os endelig sørge for at holde liv i den positive nyhed

Dystre spådomme om et stejlt, nordjysk fald i antallet af detailbutikker holder heldigvis ikke stik. Det er endnu et tegn på, at vi selv er herrer over udviklingen i landsdelen.

Det bliver godt, når vi igen kan stå tæt i de nordjyske gågader. Og det er helt nødvendigt at bakke op, hvis man gerne vil have et lokalt butiksliv. Arkivfoto

Det bliver godt, når vi igen kan stå tæt i de nordjyske gågader. Og det er helt nødvendigt at bakke op, hvis man gerne vil have et lokalt butiksliv. Arkivfoto

Detailhandel på internettet er kommet for at blive, og coronanedlukningerne af de fysiske butikker har blandt andet vist, at langt de fleste butikker og restauranter står sig bedst ved at være til stede med en webshop og på sociale medier. Men tal for udlejningen af butiks- og restaurantlokaler i Nordjylland viser, at der ikke behøver at være tale om et enten-eller, når det handler om gang i netbutikkerne versus liv i de nordjyske bymidter.

Panderynkerne har ellers været dybe, når talen er faldet på handelslivet i Nordjyllands butiksstrøg, og den første coronanedlukning sidste forår gjorde dem kun dybere: Var dét det endelige dødsstød mod butikslivet? Ville der blive markant flere huller i rækken af åbne butikker i gågaderne?

Heldigvis går sorte spådomme ikke altid i opfyldelse. "Rygterne om min død er stærkt overdrevne" er Mark Twain citeret for, og dét budskab kan den nordjyske detailbranche nu skrive under på: Der er stadig liv i gågaderne, og i nogle nordjyske byer oplever man rent faktisk en øget interesse for at leje butikslokaler i år sammenlignet med sidste år.

Det er ikke kun glædeligt for de erhvervsdrivende, for et blomstrende butiksliv er godt for både tilflytningsraterne og for vores evne til at tiltrække turister.

Og først og fremmest er det et plus for alle, der allerede bor i Nordjylland og kan lide kompetent betjening og nærvær, når der skal købes tøj, eller som nyder et glas velskænket øl eller mad tilberedt med omhu. Og udviklingen er også et skulderklap til alle, der bruger det lokale næringsliv og viser, at vi har forstået det: Vi har det butiksliv, vi har gjort os fortjent til.

I sidste ende er vi selv herrer over udviklingen i Nordjylland, og vi står sammen om at holde liv i den positive udvikling - både når det gælder butiksliv og alle de andre ting, der gør det godt at bo netop her.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.