Leder: Vi bliver hvad vi kigger efter
Regional udvikling som et psykologisk eksperiment
For en del år siden lavede den britiske mentalist Derren Brown et eksperiment, hvor han indkaldte to af Londons dygtigste reklamefolk til en opgave på TV. De skulle komme op med en kreativ reklamekampagne for en fiktiv kæde, der udstoppede dyr. Samtidig med at de fik opgaven, efterlod Brown en kuvert hos dem, som de ikke måtte åbne.
Ideen til kampagnen blev en bjørn, der spillede harpe. Logoet var et par englevinger og navnet Animal Heaven. Da reklamefolkene havde præsenteret deres ide, blev indholdet af kuverten afsløret. Det var en tilsvarende kampagne, som indeholdt nøjagtigt de samme elementer bortset fra, at navnet i stedet var Creatures Heaven.
Grunden til dette var, at Brown nøje havde koreograferet, hvad der skete på reklamefolkenes taxa-tur gennem London til optagelsen. Undervejs oplevede de lige præcis situationer og elementer, der efterfølgende udmøntede sig i de konkrete ideer. Han havde ganske enkelt plantet kampagnen i dem.
Pointen var, at selv reklamefolkene der var vant til at levere nye og overraskende ideer, blev styret af, hvad de oplevede i hverdagen.
På samme måde kender de fleste det, at kigger man efter en bestemt ny bil, så ser man pludseligt modellen alle vegne. Eller rettere: vi lægger mærke til den.
Det vi ser, og især det vi kigger efter, har altså en enorm indflydelse på os. Derfor er det så vigtigt at kigge efter muligheder, løsninger og – indimellem - potentielle mirakler.
NORDJYSKE fortæller i øjeblikket om nogle af de virksomheder, der er i finalen i EYs Entrepreneur Of The Year - en årlig iværksætterkonkurrence.
Blandt dem er smedene Rasmus og René Kristensen. To brødre som har succes med at lave smarte, gulvnedsænkede vinkældre dækket af en glasdør, man kan gå på.
Det startede med, at den yngste bror ikke kunne få plads til vinkælder i det hus, han og hustruen var i gang med at renovere. Så gik de to brødre i gang med at lede efter løsninger. Nu har de skrevet kontrakt med typehus-firmaer, og har de seneste tre år også leveret tilpassede specialløsninger.
En anden finalist er Blue World Technologies, som med base på havnen i Aalborg udvikler og sælger brændselsceller.
Grundlæggende kan cellerne lave metanol om til strøm uden forurening og har dermed potentiale til både at skabe grøn omstilling og jobs i Nordjylland. Det er et fabelagtigt eksempel på, hvordan grøn omstilling kan blive en ren motor for Nordjylland.
Sammen med it-virksomheden Ambolt ApS som arbejder med kunstig intelligens, er de to førnævnte i finalen om at blive årets start-up virksomhed i Danmark. En finale hvor de i øvrigt får følgeskab af Brønderslev-virksomheden Green Instruments A/S, som netop er kåret som nordjysk regionsvinder af Entrepreneur Of The Year blandt en række vækstvirksomheder.
Hvad enten det gælder kunstig intelligens, opbevaring af vin eller ren energi, så handler det om mulighederne. De er der, vi skal bare lægge mærke til dem. Og det sker nemmest, når øjnene er sporet ind på dem.
Vi skal gøre vores til det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.