Line blev smaskforelsket i Jørn Utzon - og flyttede til hans fødeby

Det var forår, og hun var ved at skrive sit speciale på arkitektskolen i Aarhus. Alligevel greb hun chancen for at rejse med, for hun synes også, at arkitektur skal opleves i virkeligheden.

Hun og de andre deltagere skulle vandre i fodsporene på Jørn Utzon, som i 1947 rejste til Marokko på én af sine første store dannelsesrejser. Deltagerne skulle se på den lokale arkitektur og tale om Jørn Utzons arbejde.

Dengang var det ikke så meget på grund af Jørn Utzon, at Line Nørskov Eriksen rejste med.

- Jeg havde stødt på Utzon mange gange før, men havde ikke knyttet mig til ham og hans arbejde. Det var først i Marokko, jeg rigtigt begyndte at interessere mig for Jørn Utzon - både som person og som arkitekt, siger hun.

Men i første omgang var hendes motivation for at deltage en anden.

Med på turen var nemlig to ekstraordinært interessante teoretikere - Juhani Pallasmaa og Richard Leplastrier.

Pallasmaa refererede hun til i sit speciale om arkitektur på hospice, så det ville være interessant at møde ham. “Han er et vidunderligt menneske, der er god til at formulere tunge tanker”, som Line Nørskov Eriksen forklarer.

Med på turen var også Richard Leplastrier - en australsk arkitekt, der havde arbejdet for Jørn Utzon på hans tegnestue, mens denne byggede operahuset i Sydney.

Og det var ham, der såede de afgørende frø til Line Nørskovs Eriksens nu særdeles stærke passion for den afdøde verdensarkitekt.

- Richard Leplastrier sagde, at alt vi behøvede at vide om Jørn Utzon var, at han var en fabelagtig arkitekt - men et endnu bedre menneske, siger Line Nørskov Eriksen, der er 32 år.

De ord slog rod i den unge arkitektstuderende.

- I løbet af mit arkitektstudie havde jeg stødt på rigtig mange dygtige arkitekter, som viste sig at være nogle kæmpe egoer, så ordene fik mig til at lytte. Jeg blev også interesseret i mennesket Jørn Utzon, fordi hans tilgang til livet og kunsten kan ses så tydeligt i hans arbejde, siger hun.

Senere fandt hun så ud af, at Jørn Utzon var både et pragmatisk og kompromisløst menneske.

Hun har nemlig skrevet en ph.d. om Utzon, men først skulle hun lige hjem til Danmark for at gøre sit speciale færdigt.

Derefter fik hun arbejde på en tegnestue i København, men da hun et år senere så muligheden for at skrive en ph.d. om Jørn Utzon, slog hun til.

- Egentlig har jeg altid tænkt, at man skulle lære sit fag at kende, før man begynder at kloge sig på det. Det er god skik. Men jeg var også godt klar over, at dette var en enestående chance, som nok ikke ville komme igen, siger Line Nørskov Eriksen.

Hun kom til at tænke på to høje, smukke kvinder, som hun var stødt på én af de første dage på arkitektstudiet.

- Jeg kommer fra en dejlig familie på sydfyn, men jeg er den første på universitetet, og arkitektur var ikke noget, vi snakkede om. Så da jeg den første dag på studiet mødte på de to kvindelige ph.d’ere, som var sindssygt dygtige og smaskforelskede i deres fag, gjorde det et stort indtryk på mig, siger Line Nørskov Eriksen.

- Jeg tænkte, at jeg måtte lave en ph.d. engang, for jeg drømte om at have det med mit arbejde som dem. Den følelse vil jeg gerne opleve, siger Line Nørskov Eriksen.

Så allerede dengang kunne hun godt forestille sig at skrive et lille stykke forskning.

Phd’en var udbudt på University of Portsmouth i det sydlige England og slået op i et samarbejde med Aalborg Universitet.

Aalborg Universitet havde nemlig en stor samling af dokumenter om Jørn Utzon. Han er født i Aalborg i 1918, men ingen havde kigget i papirerne.

Dengang var de end ikke indekseret, så Line Nørskov Eriksen blev først ansat som videnskabelig assistent, så hun kunne få styr dokumenterne. Hun rejste også til Utzons-familiens arkiv, der ligger i nærheden af Hellebæk for at kigge i alle kasserne med fotografier fra hans rejser - og se alle hans skitser.

- At åbne alle de kasser føltes som at gå på månen. At betræde noget fuldstændig uberørt. I kasserne fandt jeg så meget nyt materiale: Upublicerede fotografier fra rejser, der i forvejen ikke var ret meget materiale omkring. Det var den ene lille fund efter det andet, siger Line Nørskov Eriksen.

- Jeg gik respektfuld til værks, for det er jo arbejdsliv og privatliv i én skøn blanding - eksempelvis fandt jeg også hans gamle pengepung, siger Line Nørskov Eriksen.

Hun åbnede kasse efter kasse og blev opslugt hver gang.

- Det er jo ikke kuren mod kræft, jeg fandt, men på sin egen nørdede måde var det altså store fund.

Efter alt forarbejdet flyttede Line Nørskov Eriksen til Portsmouth i det sydlige England.

Her mødte hun hurtigt sin nuværende mand, Sam. Han er nu flyttet med til Aalborg - og de venter barn til foråret.

Men Line Nørskov Eriksen blev ikke bare kærester med Sam - hun blev også mere og mere forelsket i Jørn Utzon.

Som månederne gik, dykkede hun ned i alle dokumenterne og kom tættere på dét, der blev Jørn Utzons tilgang til arkitekturen.

Line Nørskov Eriksen var særligt interesseret i hans rejser. For de fyldte meget i hans formative proces. Utzon ville finde frem til arkitekturens grundstof. Han ville finde ud af, hvordan man til stadighed kan skabe et større slægtskab mellem moderne arkitektur og naturen omkring os.

- Jørn Utzon ville finde frem til arkitekturens inderste væsen. Han ønskede en tilgang til arkitekturen, som er uafhængig af smag og overfladisk formsprog, siger hun.

Jørn Utzon rejste derfor i verdens udkantsområder for at studere den oprindelige arkitektur. Line Nørskov Eriksen forklarer Utzons tanker om byggerier med den måde, fugle bygger reder på: Alle fuglearter bygger reder, men de gør det på forskellig vis - afhængig af typen af fugl og af de vækster, der er i området.

- Jørgen Utzon var interesseret i at vide, hvad menneskets fuglerede var. Han ledte efter arketyper i hele verden. Han spejdede efter grundelementer, som vi bliver ved med at vende tilbage til - ikke bare som arkitekter, men som mennesker, siger hun.

I USAs ørken fandt han klippehulen, og i Mexicos jungle fandt han tempelplatformen.

- Når du går op ad trappen på en tempelplatform, bevæger du dig trin for trin fra junglen og op til toppen af et stort plateau. Pludselig er du tættere på skyerne, og du træder ind i en verden, hvor du er forberedt på dyrkelsen af det sublime i tilværelsen, siger Line Nørskov Eriksen og tilføjer:

- Så med et helt enkelt greb kan du lave en overgang mellem hverdag i junglen og et nyt rum, som åbner op for dyrkelse guderne. Fra det ordinære til det ekstraordinære.

Platformen som arketype fandt Utzon - og siden Line - mange steder i verden, for som menneskeart har vi brugt den metode mange steder.

Gårdhavehuset er en anden arketype, der går igen på hele kloden.

- Gårdhavehuset placeres med naturen som husets hjerte, og når det opstår mange steder i verden - uafhængig af kultur - må der være noget ved det greb, der er essentielt, siger Line Nørskov Eriksen.

I Marokko fandt Utzon huse, der rejser sig i samme materiale som det underlag, de er bygget på.

Jørn Utzon opførte selv et sommerhus på Mallorca efter samme princip. Can Lis er opført på toppen af en sandstensklippe - og materialet, han har bygget i, er sandsten.

- Jeg synes, det er så sindssygt smukt. På den ene side vokser hans bygninger totalt ubesværet ud af den kultur, de er indføjet i. På den anden side er der noget ved dem, som samler os som menneskeart. Det giver hans arbejde en transkulturel kvalitet, siger hun.

Line Nørskov Eriksen ved, hvad hun taler om. Hun har selv boet i Can Lis i en måned, mens hun skrev en del af sin ph.d.

- Det er så smukt et sted, konstaterer hun.

Formålet var også at lære Jørn Utzon og hans livsrytme at kende. Og at sætte sig ind i de tanker, han havde om arkitektur.

Line Nørskov Eriksen er vild med gamle huse og bor selv i Hasseris.

Opførelsen af operahuset i Sydney er et helt særligt kapitel. Også for Line Nørskov Eriksen. Jørn Utzon vandt arkitektkonkurrencen, men da der efter et par år kom ny australsk regering, ville de nye politikere ændre på Utzons tegninger.

De ville bytte om på operadelen og skuespilsdelen, og så skiltes regeringens og Utzons veje.

Jørn Utzon ville ikke lægge navn til ændringerne og sagde op. Han forlod arbejdet, før interiøret og en markant vinduesvæg var på plads.

- Mange beskriver ham som stædig. Men jeg synes, det er mere interessant at beskrive ham som værende engageret. Det appellerer helt vildt til mig, at han er så kompromisløs omkring nogle særlige pointer, siger Line Nørskov Eriksen.

Da Line Nørskov Eriksen var i gang med at afslutte sin ph.d., blev hun spurgt, om hun ville være kurator på en udstilling i Utzon Center i Aalborg i anledning af hundredåret for Jørn Utzons fødsel.

Det ville hun naturligvis gerne, og i den periode lavede hun udstilling med den ene hånd og skrev ph.d med den anden - og rejste mellem England og Aalborg.

Hun var projektansat på Utzon Center, og da ansættelsen udløb, blev hun tilbudt en fast stilling. Først som kurator. Siden som udstillingschef. Og nu som udstillingsdirektør.

Nu beskæftiger hun sig med Jørn Utzon hver dag - og tror aldrig, hun bliver aldrig træt af det.

- Jo bedre jeg lærer ham at kende, desto mere interessant bliver han. Hele krisen, da han sagde op i Sydney, gør ham endnu mere interessant. Det var en stor sorg for ham at efterlade sit mesterværk ufærdigt. Det er en rørende fortælling, siger Line Nørskov Eriksen og tilføjer:

- Og så var han heller ikke perfekt. Det er også meget menneskeligt.