Er du en af dem? Her er den typiske fartbølle

Flest alvorlige trafikulykker på landeveje, hvor mange blæser på fartgrænsen 

Mange nordjyder kører for stærkt på landevej. Det bekræfter de selv i en ny undersøgelse.
Mange nordjyder kører for stærkt på landevej. Det bekræfter de selv i en ny undersøgelse. Arkivfoto: Grete Dahl

Opdateret kl. 11:44

NORDJYLLAND: Har du kørt 100 km/t eller mere på landeveje, hvor fartgrænsen er 80 km/?

Ja, svarer omtrent hver sjette af de nordjyske bilister, som har deltaget i en undersøgelse foretaget for Rådet for Sikker Trafik.

Landeveje er de vejstrækninger, hvor der sker flest trafikulykker med alvorligt tilskadekomne og dræbte personer.

En af forklaringerne er høj fart, og den nye undersøgelse viser, at mange bilister ikke overholder fartgrænsen på netop landeveje.

Suser forbi med høj fart

- Landevejene bruges af mange. Det er mennesker, der for eksempel bor langs landevejene, børn der skal med skolebussen eller cyklister. Det opleves ofte som meget utrygt, når en bil suser forbi i høj fart, siger projektleder Mathias Hjorth Frederiksen fra i Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Næsten 5.000 bilister blev spurgt, om de kører 100 km/t eller mere på veje, hvor fartgrænsen er 80 km/t.

Blandt de adspurgte nordjyder i undersøgelsen svarer 15 procent ja.

Især unge kører for stærkt

Undersøgelsen viser også, at især yngre bilister trykker for hårdt på speederen.

Blandt de 17-34-årige bilister er det hver fjerde, som kører 100 km/t eller mere på landevejene. Det er over tre gange så mange som blandt bilister over 66 år.

- Når hver fjerde af de yngste bilister kører med de her hastigheder, så har vi alle en udfordring. Ulykkerne rammer ikke kun den enkelte. De rammer også de involveredes kærester, ægtefæller, børn, kollegaer og venner. Rammes vi hver især af en alvorlig ulykke, så rammes vores familie og venner også, siger Mathias Hjorth Frederiksen fra Rådet for Sikker Trafik.

Politiet holder jævnligt fartkontrol, og det sker også i næste uge. Samtidig gennemfører Rådet for Større Trafiksikkerhed en ny, landsdækkende kampagne med titlen "Sænk farten - bare lidt".

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden