Løb i mørket - en fantastisk oplevelse

Vi har set det mange gange i skrækfilm og streaming-serier: en løber i mørket, forfulgt af nogen eller noget.

Vi gyser lidt, det er jo bare fiktion, men henter kaffe og trækker alligevel gardinet for. Det er mørk udenfor, og det er der ingen grund til at kigge på lige i aften. Men mørket er derude.

JEG HAR løbet i mange år, udendørs om sommeren, indendørs i træningscentret om vinteren. Fordi jeg tror det er sundt, både på kort og på længere sigt. Men ikke fordi løbeturen i sig selv er specielt behagelig. Klassisk protestantisk pligtfølelse, ansvarlighed overfor sig selv og sine nærmeste.

MEN JEG har opdaget, at der faktisk er en undtagelse, der bekræfter reglen om at løbeturen bare er en investering i et forhåbentligt længere og sundere liv: at løbe alene i mørket et øde sted er en fantastisk oplevelse.

DET VAR under en af corona-nedlukningerne, jeg gjorde opdagelsen. 

Træningscentret lukkede og den sædvanlige indendørs vintertræning kunne ikke gennemføres. Jeg bor i en landsby, hvor der ikke er mange veje med gadebelysning, og man ville blive rundtosset af at løbe rundt og rundt på de samme fire veje igen og igen. Med andre ord: man nødt til at være kreativ, hvis man vil have pulsen op jævnligt.

HELDIGVIS var min landsby frem til 1969 en lille stationsby ved banen til Hadsund. Der var et stort savværk, mange små butikker, to hoteller, og masser af aktivitet omkring jernbanestationen. Sådan er det ikke mere: jernbanen er nedlagt, landsbyen er blevet en slags fjern forstad til Aalborg med masser af pendlende børnefamilier og et livligt foreningsliv.

DEN nedlagte jernbane er lavet om til en asfalteret sti, som benyttes flittigt til hundeluftning, gåture, cykelture og løbeture, et vigtigt rekreativt aktiv for landsbyens beboere. Mange kilometer sti omgivet af eng og skov omkring Lindenborg Å. Smukt og fredeligt om dagen, mørkt og øde om natten.

Den gamle banesti inspirerede mig til en kreativ ide: jeg investerede i en pandelampe, så jeg kunne løbe min sædvanlige tur i engen også efter solen var gået ned og mørket faldet på.

FORESTIL DIG banestien efter mørkets frembrud. Ingen huse, ingen gadelygter, kun dig og den asfalterede sti. Du løber i lyset fra pandelampen, du kan tydeligt se de næste fem meter frem, du ved altid hvor du kan sætte fødderne sikkert. Der er grøfter til begge sider af stien, men også et svagt lys ud til siden, du er aldrig i tvivl om hvor stien er. Du løber i din egen lille lystunnel, og det føles som om du ikke kommer ud af stedet, du ser hele tiden det samme: banestien de nærmeste fem meter foran dig. Og så dog alligevel: træer og buske dukker op med jævne mellemrum, de fungerer som milepæle. Og nu kommer broen over åen, det må være en af de mest ensomme broer i Nordjylland. At løbe i sin egen lille lystunnel i det store mørke er meditativt.

OG SÅ pludselig er du ikke alene, der er øjne, der lyser i mørket: en ræv, en hjort, en mus. Du når lige at se dem, så er de væk. Så er det igen dig og lystunnelen foran dig, verden passerer forbi lige så stille, magisk.

NOGLE GANGE er det tåget, og så bliver løbeturen lettere surrealistisk. 

Du har jo kun én lampe lige midt i panden, men når du med dine to øjne ser pandelampen lyse ud i den mørke tåge, så ser du to lyskegler, en med hvert øje. Har den mørke tåge forvandlet løberen til en slags superhelt med røntgenblik?

ANDRE GANGE regner det i mørket, det er nærmest kosmisk desorienterende. Lyskeglen forvandler de enkelte regndråber til små lysende striber, det er som at løbe igennem en sky af stjerneskud, som vinden skubber til højre og venstre, op og ned. Det er virkelig flot, men også anstrengende: hvor er det nu banestien stopper og grøften begynder?

NU ER corona-nedlukningerne jo nærmest fjern fortid, og jeg kunne vælge at tage tilbage til træningscentret igen. Her er altid nogen at slå en sludder af med i omklædningsrummet, jeg kan kontrollere løbehastigheden og høre musik mens benene pisker deruda’ på løbebåndene. 

Trafikken glider sagte forbi udenfor i gadelygternes skær. Effektiv træning, men ikke særlig poetisk.

EGENTLIG synes jeg, at vinterløb er bedst, når man er helt omgivet af mørke og løber i sin egen lystunnel. Overskueligt, forudsigeligt, mørkets tryghed. 

Jeg ved jo godt, at der er en anden verden uden for banestien: engen og skoven gemmer sig i mørket, og for enden af stien ligger landsbyen, lysskæret fra det fjerne Aalborg kan anes i horisonten. 

Resten af verden vender tilbage, når løbeturen er færdig, og det er jo godt nok. 

Men i en kort stund lever jeg i illusionen af, at jeg er alene med mig selv i mørket: lyskegle, åndedræt, føddernes trav. Meditativt, ubetaleligt, perfekt. 

Måske ses vi derude en dag?