Politik

Lokalpolitik i dag: Grove sexistiske sms'er, trusler om tæsk og dødstrusler

Frederikshavn Kommune er en af otte kommuner, der har valgt at politianmelde grove verbale overgreb på lokalpolitikere

Borgmester Birgit Hansen (S): Sagerne fra Frederikshavn handler om dødstrusler, klamme sexistiske sms'er og trusler om tæsl
Borgmester Birgit Hansen (S): Sagerne fra Frederikshavn handler om dødstrusler, klamme sexistiske sms'er og trusler om tæsl Foto: Bo Lehm

Opdateret 05. oktober 2024 kl. 19:46

Lokalpolitik i dag er ikke bare at blive valgt til en kommunalbestyrelse eller et byråd og så ellers føre politik, lægge budgetter, diskutere prioriteringer og det hele taget deltage i den politiske proces.

Lokalpolitik har også en kedelig og rå bagside for en del politikere, der bliver udsat for grove verbale overgreb via sms'er, sociale medier og direkte trusler.

Frederikshavn Kommune er en af bare otte kommuner, hvor man ifølge mediet DK Nyt har politianmeldt chikane og trusler mod politikere.

De syv andre kommuner, som har politianmeldt chikane og trusler, er Fredensborg, Faaborg-Midtfyn, Gladsaxe, København, Langeland, Lolland og Rudersdal kommuner. 

Mødte op hos politiker

- Det, der er foregået mod politikere i Frederikshavn Kommune, er for det første grove sexistiske sms'er, virkelig klamme sms'er. For det andet er det trusler på egen ejendom, altså hvor en person er mødt op på politikerens adresse og har truet politikeren med tæsk, og for det tredje er det dødstrusler - en person har uden at træffe politikeren i det offentlige rum sagt, at nu skulle han ud at dræbe den og den politiker, fortæller Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Hun oplyser, at der kører en sådan sag i retssystemet lige nu.

Hun understreger i den sammenhæng, at det ikke kun er borgmestre, det går ud over. Det er også blot almindelige folkevalgte lokalpolitikere, der har ladet sig vælge for at gøre en forskel. 

Birgit S. Hansen oplyser, at Kommunernes Landsforening faktisk har opfordret samtlige landets kommuner at tage chikanespørgsmålet op og vurdere om det er kommunal opgave at hjælpe politikere i den slags sager.

- Det handler om at få diskuteret, om der skal bruges kommunal arbejdstid på hjælp til politianmeldelser, til eventuel psykologhjælp i forbindelse med chikane og trusler eller det kunne være anden kommunal hjælp i sådanne sager, forklarer Frederikshavn-borgmesteren.

En tørn for demokratiet 

Sagen har været på byrådets dagsorden.

- Men vi tog den af igen, fordi mange af vore politikere havde en masse spørgsmål. Derfor tager vi den på gruppeformandsmøde inden så længe, og så vender punktet tilbage til byrådet på et tidspunkt, siger Birgit S. Hansen.

Hendes personlige holdning er, at selvfølgelig skal kommunen yde den fornødne støtte til sine politikere, hvis de udsættes for trusler eller chikane.

- Man kan selvfølgelig spørge, om det er skatteborgernes problem. Men det er da vigtigt for skatteborgerne, at de har nogle mennesker, der vil lade sig vælge i det politiske system og har et mandat. Dem skal vi passe på, for jeg mener jo, at det er at tage en tørn for demokratiet, og er der sådan et vilkår med en ekstrem hård tone, trusler og chikane, så skal vi også hjælpe de valgte med det, fastslår borgmesteren, der selv i sit politiske liv har været ude for trusler og chikane.

Netop det har i øvrigt været en medvirkende årsag til, at hun - efter mange år i lokalpolitik ikke genopstiller ved det kommende kommunalvalg i 2025.

Set-up til lokalpolitikere

Netop nu arbejder Kommunernes Landsforening (KL) ifølge borgmesteren med et set-up omkring, hvordan man sikrer kommunalpolitikere. 

- Det sker i samarbejde med politi og PET. Der ligger jo et velbeskrevet set-up omkring folketingspolitikere - såsom Naser Khader i sin tid og Pia Kjærsgaard - om hvad man gør og sætter i gang, hvis de er udsat for chikane og trusler. Det er der ikke for lokalpolitikere. Der har KL sparket en dør ind og sagt - hallo, det skal vi have fixet. Det arbejde foregår lige nu, siger Birgit S. Hansen.

Hun oplyser, at Frederikshavn Kommune ikke har en fast politik om, at der konsekvent sker anmeldelse af disse episoder til politiet.

- Det vil typisk bero på en snak mellem den enkelte og vores kommunaldirektør, om der skal ske anmeldelse. Der kan jo være forskellige grader af, hvad den enkelte politiker føler, man skal stå model til som politiker, lyder et fra borgmesteren.

Helt uacceptabelt

Ifølge eksperter er det et alvorligt problem.

- Man kan sige det så simpelt, at otte tilfælde med chikane og trusler, hvor kommunerne har politianmeldt det, er otte tilfælde for meget, siger Rasmus Tue Pedersen, professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) til DK Nyt.

- Det er helt uacceptabelt, lyder det fra Lotte Bøgh Andersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet til DK Nyt.

De er begge bekymrede over udviklingen og peger på en række konsekvenser som følge af chikane og trusler mod kommunalpolitikere.

Lotte Bøgh Andersen er bekymret for, om politikere gider genopstille, hvis de udsættes for den slags. Dermed kan de være mindre billige til at bidrage til den vigtige demokratiske proces, mener hun.

Rasmus Tue Andersen kalder det et demokratisk problem, at der er en risiko for, at politikerne stopper i politik på grund af chikane og trusler.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden