Lufthavnen i Aalborg holder på medarbejderne selvom der kun lander og letter to fly om dagen
260 ud af 300 ansatte i Aalborg Lufthavn er sendt hjem med lønkompensation.
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:51
AALBORG: Flytrafikken i Aalborg, København og Billund er faldet med 99 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det fik onsdag eftermiddag Billund Lufthavn til at fyre 270 af de cirka 800 ansatte.
Selvom der er lige så stille i Aalborg Lufthavn, går lufthavnsdirektør Søren Svendsen ikke med planer om at fyre blandt de 300 ansatte i Aalborg Lufthavn.
- Vi går hele tiden og vurderer, hvordan flytrafikken mon vil se ud i fremtiden, og hvor mange ansatte vi har brug for, men lige nu har vi ingen planer om at være færre. Vi vurderer, om der ikke er andre ting, vi kan gøre, siger lufthavnsdirektøren.
Lige nu er 260 ud af de 300 ansatte i Aalborg Lufthavn hjemsendt med lønkompensation. Det er de indtil 8. juni.
- Vi overvejer at forlænge hjemsendelsen til 8. juli, så vi har mere tid til at blive klogere på, hvor meget trafik der bliver, når landet og grænserne åbner igen, siger Søren Svendsen.
Der kommer stadig fly
Grunden til, at der stadig er 40 medarbejdere tilbage i lufthavnen er, at der lander fly. SAS har to daglige afgange og ankomster til og fra København, mens alle øvrige afgange og ankomster er aflyst som følge af corona.
I Billund Lufthavn forventer ledelsen, at man i år kommer til at opleve en nedgang i antallet af passagerer på to millioner ud af de 3,7 millioner passagerer, som benyttede lufthaven i 2019.
I Aalborg Lufthavn havde man sidste år 1,4 millioner passagerer, men det er for tidligt at gætte på, hvor mange der kommer til at benytte lufthavnen i år, siger lufthavnsdirektøren.
- Vi håber, at udenrigsruterne og chartertrafikken til især Spanien kommer i gang til sommerferien. Gør de det, bliver nedgangen ikke lige så voldsom, som hvis de ruter først åbner til efteråret. Herudover er vi spændt på, hvordan trafikken til København udvikler sig, når der fremover kommer tre selskaber på ruten, siger Søren Svendsen.
Mens Aalborg, København og Billund har en passagernedgang på 99 procent, står det værre til i Midtjyllands Lufthavn i Karup og Aarhus Lufthavn i Tirstrup. Der er nemlig helt lukket, og i Karup er der ikke landet eller lettet fly siden 20. marts.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.