- Jeg vil en tur til Manchester på weekend. Ok?

De var en venneflok, forklarede hun, der havde mødt hinanden på nettet. I flere år havde de gamet sammen, og nu var de blevet enige om at ses ansigt til ansigt. Fire drenge og en pige, alle fra England. Vi indgik et kompromis. Du får lov, men jeg tager med og indlogerer mig på en pub, så jeg er til at få fat på. Sådan blev det.

Vi landede i Manchester og i toget ind til centrum, sagde Karla pludselig:

- Hey, når vi stiger ud af toget, siger vi farvel til hinanden. Alle de andre kommer alene, og det vil jeg også gerne". Sikke en selvstændighed. Sikke en uafhængighedserklæring. 

- Selvfølgelig, svarede jeg og mærkede uro i alle organer, mest af alt i mit faderhjerte. 

På perronen gik hun så. Ind i menneskemylderet. Som en punkteret spion fulgte jeg stakåndet med. På behørig afstand. Jeg så hende blive mødt af en ung kvinde. 

De krammede, men var det ikke et lidt forceret kram? De satte sig ind på bagsædet af en bil. Var det en taxa? Personbil? Hvem var chaufføren? Bilen, sort som natten, kørte afsted. Med det dyrebareste af alt. Hvad havde jeg dog gjort?

Er alt ok?

Selvbebrejdelser haglede ned over mig. Hvorfor havde jeg ikke noteret nummerpladen? Hvordan skulle politiet finde hende i en millionby uden spor? Hvorfor var jeg sådan en hippiefar, der partout tror det bedste om alle i hele verden? Hvad med menneskehandel? Organtyverier?

Jeg sendte Karla en besked: ”Alt ok?”. Jeg kunne se, at beskeden blev læst med det samme. Men der kom ikke noget svar. Åh nej. Det sortnede for min øjne. 

Jeg ringede. Hun tog den ikke. Hvad er den engelske pendant til 112? Hvorfor vidste jeg ikke det? Hvorfor havde jeg slet ikke forberedt mig på det her scenarie? Jeg er verdens dårligste far. Det var det eneste, jeg vidste. Lige der. Og så kom der en besked:

 - Hvorfor ringer du? Vi sidder lige og hygger. Vi ses på søndag.

En halv time senere sendte Karla et billede. Seks unge mennesker foran et springvand. Seks kernesunde venner, der havde fundet hinanden i et spil på nettet og nu sat hinanden stævne. Fagre nye verden. Vidunderligt.

Faldskærmsudspring

Vel hjemme igen startede min ældste datter, Katrine på 20, sin værnepligt på Holstebro Kaserne. Lige hvad det danske forsvar trængte til. Et styk livsduelig soldat. Og jeg heppede, når Katrine meldte, at endnu en feltøvelse i det fri med overnatning i skovbunden var vel overstået. 

Men så en dag skrev hun henslængt, at hun nu skulle springe ud med faldskærm. Solo. Det skriver man da ikke bare til en far med galopperende højdeskræk. 

- Altså behøver du at springe solo? Kan du ikke starte med et tandemspring? 

Og Katrine lo. Og sendte mig en lørdag en video af sin veninde Ellen, der kravlede ud af et lille fly i flere kilometers højde for så at hænge fem sekunder i en jernstang under vingen. 

- Mit eget hop er udskudt på grund af vejret, far. Jeg skriver, når det lykkes.

De næste fire døgn blæste det på sletterne over Holstebro og omegn. Ingen udspring. Jeg sov ikke. Spiste ikke. Havde mareridt om natten. Ville egentlig helst bare sige: ”Kom hjem!”. Og så, om onsdagen, kom der både video og fotos. Min datter i frit fald. Landede elegant på begge ben som om hun aldrig havde bestilt andet. Wauw.

Mine kvantespringende døtre har dette efterår taget pippet fra mig. Må de for altid blive ved med at gøre just det. Fulde af livsmod begge to. Min vejrtrækning falder vel til ro, inden jeg bliver gammel.