Jeg var dengang altmuligmand i Hjørring Asylcenter, og en morgen kom en syrisk mand ved navn Fawaz T Alzatto hen til mig. ”Jeg er skolelærer,” sagde han. ”Jeg vil give hvad som helst for at få lov til at overvære en dag på én af jeres skoler. Kan det lade sig gøre?”

Jeg ringede til Poul-Martin Michno. Han var dengang leder på Friskolen Skallerup. Vi kendte hinanden fra fodboldklubben i landsbyen, og han sagde, at vi bare kunne komme, når det passede.

En bidende kold morgen Fawaz T Alzatto og jeg mod Skallerup. Vi ankom, da alle eleverne havde time. Der var tyst på den lange gang. I det samme ringede klokken. Dørene åbnede simultant. Elever strømmede ud fra alle værelser. Larm. Liv. Jeg opdagede, at tårer silede ned ad kinderne på Fawaz T Alzatto.

”What’s wrong?” sagde jeg. Han svarede: ”This is the sound of school. This is the music I’ve missed for the past three years.”

Kærlighed til lærergerningen

Det var en kolossal kærlighed til lærergerningen udtrykt med få ord. Skolen i Syrien, som Fawaz T Alzatto havde været lærer på, var blevet bombet tre år tidligere. Lige siden havde den dedikerede mand savnet sit fag. Stor var hans forbløffelse, da Poul-Martin Michno spurgte: ”Kunne du tænke dig at fortælle din historie foran alle vores elever?”

Sådan blev det. Alt andet blev lagt til side, og 100 elever samledes omkring Fawaz T Alzatto. Han gik i gang med at fortælle. På engelsk. 

En lærer ved navn Jane Axelsen oversatte til dansk, så de yngste elever også kunne være med. Ingen sag for hende. Hun er omstillingsparat ud over det sædvanlige, for i dag driver hun fiskehandlen nede på Hirtshals Havn.

Fawaz T Alzatto troede, han bare skulle være en diskret gæst på den lille friskole, men nu genopstod han som lærer lige for øjnene af os alle sammen. Han sagde: ”Det tager et sekund for en bombe at fjerne en hel skole, det kan tage et helt menneskeliv at bygge en ny op igen. I er de heldigste børn i verden. I går i skole i et land med fred.”

Det var en dag af de helt uforglemmelige. 

En anden retning

Jeg blev mindet om den, da jeg i nærværende avis læste en artikel med Friskolen Skallerups nuværende leder Bodil Møller Jensen. I serien om nye måder at drive skole på var hun med. 

Omkring tidspunktet for Fawaz T. Alzattos besøg valgte skolen at gå i en radikal retning. Væk med det traditionelle klasseskema. I stedet fokuserer friskolen på projekter og temaer. 

Disse otte udgør fundamentet: Herfra min verden går, omsorg for omverden, utallige udtryksformer, mellem himmel og jord, fantastiske fortællinger, udsyn og fremsyn, du store verden.

Og spørger du Bodil Møller Jensen om årsagen til den radikale ændring, siger hun: ”Når verden forandrer sig på alle områder, bør vores skolestruktur så ikke også forandre sig?”

I Skallerup siger de ja. 

Det sagde Fawaz T Alzatto også, da skolen et par uger efter vores besøg i 2015 spurgte, om han ville komme og holde en aften med elevernes forældre. Børnene var kommet hjem til middagsbordene og havde med iver fortalt om den syriske skolelærer. 

Kunne forældrene ikke også få lov til at møde ham? Selvfølgelig. Med glæde kørte vi atter tilbage til friskolen.

Det var egentlig en aften kun tiltænkt forældrene. For børnene var det valgfrit, men de kom alligevel. Eleverne kom vandrende med den energikilde, der i skolevæsenet bør veje tungest af alt. De kom af lyst.