Jeg rejste mig og hev og sled i døren. Uden held. Nu var den gået i baglås. Jeg gjorde omkring og stillede mig som en garder foran dronningen. Med avisen foldet helt ud som et beskyttende tæppe. Bag mig hørte jeg de forventede lyde. Skyl ud. Vaske hænder. Og da jeg fornemmede, vi var klar til at komme videre, satte jeg mig tilbage på mit sæde.

- Det må du altså meget undskylde, sagde kvinden, inden hun med bittesmå skridt hastede videre.

- Det skal du overhovedet ikke tænke på, sagde jeg.

Mekanik og robotter gør i stadig større stil sit indtog i plejesektoren. Og apropos toiletbesøg hørte jeg forleden i radioen, at den selvtænkende ble nu er taget i anvendelse på visse plejehjem. En lyd aktiveres hos personalet, når den trænger til et skift. Tidsbesparende installation. Slut med at have de ”unødvendige” og rutinemæssige tjek, der kræver tilstedeværelse. Nu behøver personalet kun at komme, når der er hygiejnemæssigt behov. Fremskridt?

De sidste døgn

Indslaget fik mig til at erindre min fars sidste dage på plejehjemmet Havbakken i Tornby. Jeg husker, at personalet fandt en ekstra seng til min mor, så hun kunne overnatte sammen med far de sidste døgn. Jeg husker sosu-assistenten, der havde været i Tyskland. 

Med sig hjem fra grænsehandlen havde hun de store HARIBO-slikkasser, og det var netop sådan én, hun stillede foran min bror, søster og jeg ude på mellemgangen en nattetime, hvor vi sad og forsøgte at sunde os. Sosu-assistenten tog låget af kassen med godter og sagde: ”Fra mig til jer.” Hun vidste, at noget af det mest slidsomme, der findes, er at våge over en døende, du elsker.

Mest af alt husker jeg, hvordan hele personalet stod ved døren ud til den åbne himmel, da vi bar fars kiste ud. De sang ham en afskedsserenade. Lyden var ikke en alarm i en ble, det var en hymne til en vidunderlig mand. Denne gestus kunne i sagens natur ikke have været en del af personalets vagtplan, for vi ved jo aldrig, hvornår vi skal herfra. De tog sig tid. I en hektisk arbejdsdag fredede de en stund til skønhed og respekt.

I juni 2020 besluttede byrådet i Hjørring at lukke Havbakken. Budgettet skulle balancere, og det gamle plejehjem i Tornby trak tænder ud på den samlede økonomi. Lukningen gjorde ondt i hver eneste krinkelkrog i lokalsamfundet.

Det fylder stadig i befolkningen. Et plejehjem er ikke blot en institution, det er også et vidnesbyrd om et hav af menneskeliv, der ikke længere er iblandt os.

Jeg ved godt, hvad min far ville have gjort, hvis han havde oplevet det samme som mig i toget mellem Aalborg og Hjørring. Også han ville have stillet sig som en beskyttende garder foran den ældre kvinde. Og ved nyheden om den selvtænkende ble. Hvad ville han have sagt til den opfindelse?

Nej tak. Hellere et levende menneske, der ankommer lidt senere, end en alarm i de nedre regioner, der kimer i ét væk.