Sådan holder Maja Torp jul

Hos Maja Torp breder julefreden sig for alvor, når hun tør sige "nej-tak" og ikke lader sig presse. Se hendes bud på en jul med hygge, nærvær, Angora - og en hjælpsom vicevært

- Selvom børnene nu er store, er det vigtigt at have gode stunder med dem, hvor vi mærker nærheden til hinanden. Det prioriterer de unge heldigvis også, siger byrådsmedlem og centerleder Maja Torp. Grafik/foto: Jette Klokkerholm/Torben Hansen

- Selvom børnene nu er store, er det vigtigt at have gode stunder med dem, hvor vi mærker nærheden til hinanden. Det prioriterer de unge heldigvis også, siger byrådsmedlem og centerleder Maja Torp. Grafik/foto: Jette Klokkerholm/Torben Hansen

NORDJYLLAND:Julelys, sange, gaver, sne, shopping, and eller flæskesteg. Familiernes juletraditioner er forskellige - vi har forhørt os om, hvad en række kendte nordjyder sætter mest pris på i december. Byrådsmedlem og centerleder Maja Torp (V), fortæller hvordan hun får det bedste ud af en travl tid:

1. Decemberhygge - elsker lyskæder

- Jeg elsker lyskæder, og der kommer endnu flere op den kommende tid, men jeg har haft alt for travlt. Jeg julepynter efter princippet "lidt men godt" - og der er ikke en masse af børnenes juleklip fra de var små. Kalenderlyset leverer min mor.

- Når man er så bredt involveret, job, politik, netværk, venner, familie, er der et utal af julefrokoster. I år har jeg stik mod sædvane valgt nogle fra. Efter en lang valgkamp kan man ikke kastes sig fra den ene ild ind i den næste.

2. Juleshopping - online men lokalt

- Jeg foretrækker at købe gaver over nettet, det giver et godt overblik. Efterhånden som flere lokale butikker får web-shops, prioriterer jeg at lægge mine online-køb hos de lokale, selvom jeg i princippet kunne gå derhen. Men det er mere nemt og bekvemt at ordne det ved computeren. Udover Salling benytter jeg mig af mange mindre nordjyske webshops.

- Derfor er jeg også storkunde i pakkeshoppen hos Kvickly i Dannebrogsgade, også i forbindelse med valgkampen hvor jeg fik tilsendt mængder af flyers og brochurer - sommetider måtte jeg endda låne en vogn, for at få det hele ud i bilen.

- Når gavekøbene er klaret hjemmefra, går jeg gerne en tur gennem byen og mærker julestemningen, uden at skulle stå i lange køer. Det er hygge.

3. Snefald - det kan noget

Snevejr betyder rigtig meget for mit julehumør, så jeg er vild med, at der er faldet sne her i december. Det kan bare noget særligt, det giver lys, og alting ser smukkere, mere indbydende ud, end hvis der bare er regn, blæst og gråvejr.

- Så må vi leve med besværet, forleden havde sneplovene dynget store bunker sne op omkring min bil, så jeg måtte låne en skovl af viceværten, for at komme ud.

- Jeg har skønne vinterminder fra min barndom i Pandrup, Som jeg husker det, var der masser af sne hver vinter, vi trak rundt med kælken og fandt de bedste bakker og vi stod også på ski.

4. Juleaften

- Børnene holder juleaften hos deres far i år, det gør de hvert andet år. Når de er hos mig, holder vi jul hjemme, men i år skal jeg være hos min bror i Vejgaard. Så holder vi til gengæld en hyggelig 2. juledag med alle børnene, hvor vi dropper den traditionelle julemad og får en masse lækre fiskeretter.

- Juleaften går vi om træet og synger nogle sange fra sanghæftet - det lyder rigtig dårligt, men det er ret sjovt. Da børnene var små, sørgede min mor for at alle børn fik en mandel i deres risalamande, men det droppede vi, da de blev større. De skal lære, at man ikke kan vinde hver gang.

Maja Torp

48 år, leder af centret for misbrugsbehandling i Aalborg Kommune

Sidder i byrådet i Aalborg for Venstre, og vikarierede i foråret i Folketinget

Bor i lejlighed ved Spritten på havnen i Aalborg sammen med tvillingerne Gustav og Laura på 18 år. Sønnen Daniel, 20 år, er flyttet hjemmefra, og bor i en studiebolig i Aalborg.

5. Julesange - i Angora

- Min yndlingsjulesang er ubetinget Jul i Angora - den giver godt humør, på tværs af generationer. Selve juleaften foretrækker jeg "På loftet sidder nissen" fremfor de lidt mere træge julesalmer. Den er sådan mere frisk, og man får sig rystet lidt ovenpå julemiddagen.

6. Juleønsker - vær en god ven

- Jeg vil ønske, at det i højere grad kunne blive en værdi mellem mennesker at være gode ved hinanden. Være en god ven, en god klassekammerat, det har alle brug for. I stedet for at vi altid måler succes på karakterer, udseende, uddannelse og job. Alt for mange børn og unge mistrives og får psykiske lidelser, fordi de sammenligner sig med helt urealistiske billede. Bæredygtighed er også, hvordan vi hænger sammen som mennesker.

- På det personlige plan ønsker jeg mig små hyggeting til lejligheden, vi flyttede ind i februar i år, og det har været en travl periode med både en tur i Folketinget og en valgkamp - nu glæder jeg mig til at indrette og hygge.

- Og så drømmer jeg om mere tid til fordybelse, at nedtone den ydre styring og komme i kontakt med mit indre kompas, så jeg kommer derhen, hvor jeg gerne vil være.

7. Jule-spoiler

- Hvis der er stress og jag og man skal deltage i aktiviteter alle døgnets 24 timer, så går noget af glansen af julemåneden. Jeg bryder mig ikke om at opleve et pres udefra til at deltage i mere, end jeg har lyst til. Man skal turde sig "nej-tak" .

8. I coronaens skær

- Min familie bor meget tæt på, indenfor to kilometer, og vi har ikke været specielt påvirket af begrænsninger. I år krydser vi bare fingre for, at der ikke er nogen af os der skal gå i selvisolation pga coronaen.

9. Juledage - tiltrængt break

- Jeg nyder den hyggelige komsammen i familien 2. juledag, men der behøver ikke også være arrangementer 1. og 3. og 4. juledag, det bliver for meget.

- Jeg tror, at vi alle har godt af bare at nyde fridage og stille hygge. Julen skal helst være det tiltrængte break, hvor vi får ro til at vende blikket indad i forhold til familie, traditioner, nærvær - det har vi ikke så mange andre oplagte anledninger til.

10. Den dejligste jul

- For mig er det vigtigste ved julen at være tæt på familien. Alle andre måneder i året har jeg forrygende travlt, så det forsøger jeg at samle op på i december.

- Selvom børnene nu er store, er det vigtigt at have gode stunder med dem, hvor vi mærker nærheden til hinanden. Det prioriterer de unge heldigvis også, de kunne ikke drømme om at melde fra til den store julehygge 2. juledag.

****

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.