Kultur

- Man gør det, fordi man ikke kan lade være

Musikken er en passion, der holder fast i dig hele livet

Søren Birch i aktion foran kammerkoret Coro Misto, som han oprettede i 1991.
Søren Birch i aktion foran kammerkoret Coro Misto, som han oprettede i 1991. Privatfoto

- Det er spændende og sjovt, og så længe folk vil synge og høre min musik, fortsætter jeg.

Søren Birch, korleder og komponist, fylder 70 i denne måned, men har ingen planer om at stoppe eller bare trappe ned. Den runde fødselsdag markeres nærmest tvært imod med en portrætkoncert med hans eget kammerkor, Coro Misto, i Budolfi Kirke 1. februar og med hans egen musik.

At arbejde med den musik, man elsker, og give glæden videre til kommende generationer, er ikke noget, man sådan lige stopper med på grund af alder.

- Man kan altid vælge at trappe gradvist ned, siger Søren Birch. Men det virker ikke, som om det er en aktuel overvejelse, han går med.


Hvad betyder musikken for dig?

- Alt. Både for arbejdslivet og personligt. Helt fra jeg var barn, havde jeg passionen for musikken, fortæller Søren Birch, der som ganske ung spillede sammen med sine tre brødre.

- Mine brødre spillede til bal, og det inspirerede mig til at tage musikken op. De spillede dansemusik og rock, og den vej gik jeg også. Men på gymnasiet i Aars fik jeg en meget dygtig lærer, som vakte min interesse for klassisk musik, især for kormusik.

Søren Birch begyndte selv at synge i kor, og interessen for kormusik blev videreudviklet på et ophold på Vrå Højskole, og ja, så fortsatte livet bare med musik for Søren Birch.

- En af lærerne på højskolen havde et spillemandsorkester, som jeg begyndte at skrive musik til. Jeg sang også i flere kor. Opholdet på Vrå Højskole gjorde det klart for mig, at jeg ville søge ind på konservatoriet, siger Søren Birch.

- Man skal have nogen, der kan bringe en videre. Men jeg har selv troet på det – ja det må jeg jo have gjort! Der har været en drivkraft i mig, som har holdt mig på sporet og jeg har haft en tro på, at det kunne lykkes, trods den tvivl, der selvfølgelig altid er der. Er det godt nok?

Og selvom det ikke har været lutter fornøjelse hele vejen, så har det hele vejen været en stor glæde og tilfredsstillelse at arbejde med musik.

- Man gør det, fordi man ikke kan lade være, siger Søren Birch.


Hvad er det bedste ved at være korleder?

- Det er processen – uanset om det er min egen musik eller andres værker. Man starter arbejdet fra nul, arbejder sig sammen igennem værket, og det bliver bedre og bedre, indtil det kulminerer med en eller flere opførelser.

- Arbejdet består af gensidig inspiration, alle bidrager med noget. Det er så positivt. Man får det man selv giver, forklarer Søren Birch.

Blå bog
  • Søren Birch er fra Aalestrup, og kor- og orkesterdirigent. Har i mange år været docent i kor- og ensembleledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium. Ved siden af en udstrakt freelance virksomhed underviser han bl.a ved Kirkemusikskolen i Løgumkloster.
  • Han dannede kammerkoret Coro Misto (der betyder blandet kor) i Aalborg i 1991, med fokus på a cappella kormusik indenfor den klassiske genre. Siden 2011 er han tillige dirigent for Midtjysk Kammerkor, som han også var med til at stifte.
  • Som orkesterdirigent har Søren Birch stået i spidsen for bl.a. Aalborg Symfoniorkester, Norddeutsche Sinfonietta, Det Jyske Ensemble, Prinsens Musikkorps og Aarhus Bachselskab.

- Det er en fantastisk fornemmelse når man mærker, at ting går op i en højere enhed.

Coro Misto blev startet sammen med en kreds af studerende.

- Vi syntes, at der manglede et godt, klassisk kor. Der er mange forskellige typer kor, og de er alle vigtige. Det er altid sjovt at være med i et kor med dygtige sangere.

Coro Misto består af 22-30 unge sangere og har en høj koncertvirksomhed med 10-15 koncerter om året.

Søren Birch oplever, at der er bud efter koret.

Du har en travl hverdag med blandede opgaver?


- Ja det er et travlt liv med en balancegang mellem de forskellige dele af musikken. Ciro Misto er et amatørkor, så det er jo fritid! For mange en meget stor del af deres fritid.

Og ind imellem arbejdet med kor og orkestre, med koncerter og undervisning, er der også tid i Søren Birchs liv til selv at komponere. Ved koncerten 1. februar i Budolfi opføres et til lejligheden nyskrevet værk, Magnificat (Marias lovsang),

et værk der varer omkring 20 minutter med kor, orgel og soloer.

- Man kan kalde det en lille kantate, siger Søren Birch.

En kantate er en vokalkomposition akkompagneret af instrumenter, typisk fremført af kor og orkester ved koncerter og gudstjenester i større kirker.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden