Manden med guldhornene

Koncertanmeldelse: Randy Brecker med Aarhus Jazz Orchestra

Foto: Hans Ravn, Musikkens Hus

Foto: Hans Ravn, Musikkens Hus

AALBORG:- I ved godt, hvad selve formålet er med at have en pianosolo i en forbindelse med en koncert?

Den svenske dirigent og arrangør Mats Holmquist kigger hen over brillekanten med et skævt, forventningsfuldt smil ud til publikum.

- Formålet er at kunne komme til at vise sig ("show-off"). Og i næste nummer er det meningen, at at saxofon-gruppen skal vise sig.

Holmquist drejer rundt, læner sig lidt ind over de fem saxofonister på forreste række og siger til dem så højt, at alle i salen kan høre det: - No pressure!

Men ikke bare saxofonisterne, men samtlige musikere i det 16 mand store Aarhus Jazz Orchestra fik i dén grad lejlighed til at vise sig. "Show-off" på den tilpas blærede måde - men der var virkelig også noget af leve op til i selskab med en lyst funklende stjerne som den amerikanske saxofonist og flygelhorn-spiller Randy Brecker. 75 år - og med en over 50 år lang og imponerende karriere.

Og dét kunne man mærke.

For inde bag en helt særlig ro glødede begejstringen for musikken stadig ud af Brecker, der aldeles uden besvær blander det yderst komplicerede og ikke så lidt indadvendte med det næsten poppede og glad trallende. For ikke at tale om det ganske let tegnefilm-temaagtige til allersidst i "Stevie R.".

Foto: Hans Ravn, Musikkens Hus

Foto: Hans Ravn, Musikkens Hus

Ikke alt, hvad der står på repertoiret hos Brecker, er uden videre til at tage til sig og fordøje. Ind imellem bliver den skyllende bølge af toner så uoverskuelig, at man bare er nødt til at overgive sig, kaste sig ud i den og se, hvor den fører hen.

Krævende er det - men også yderst givende.

Blandt højdepunkterne er et par numre, hvor Mats Holmquist med meget stor omhu har møbleret rundt på solidt gennemprøvede jazz-standardnumre for at give den en overhaling - eller måske snarere en underhaling.

For stærkt inspireret af den amerikanske komponist Steve Reich har han sørget for at barbere dem ned til et meget minimalistisk udtryk, båret frem af en tæt, overordentligt insisterende trommerytme (i øvrigt mere end fermt håndteret af trommeslageren John Riddell).

Aftenen igennem bliver man i ét væk kastet frem og tilbage mellem snart ret strabadserende forløb - et nummer som "My Stella" bliver lige ud præsenteret som "en 11 et halvt minut langt eventyr" - snart helt anderledes legende, muntre, næsten poppede numre. Funkpræget på kanten til det dansevenlige.

Foto: Hans Ravn, Musikkens Hus

Foto: Hans Ravn, Musikkens Hus

Uanset udgangspunktet er Randy Brecker her og der og alle vegne. Med de mest overrumplende temaer stukket ind alle vegne - nogle steder i smukt, behageligt lune, andre steder væsentligt mere opsøgende og hektisk. Med godt med temperament.

Som altid er det en udpræget fornøjelse at opleve en flok musikere - her med en aldeles betagende Randy Brecker i spidsen - for alvor give sig i kast med (og, nå ja, altså "vise sig med" eller "blære sig med") noget, de virkelig mestrer: At få yderst komplicerede kompositioner til at flyde elegant, så man ikke er så meget som et øjeblik i tvivl om, hvor kompliceret det egentlig er, men på en måde, så man samtidig bare kan tillade sig at nyde helheden. Også fordi stjernesolist og orkester så markant spiller op til hinanden - og levner hinanden god plads.

Ved siden af at besidde musikalitet til fingerspidserne mestrer Randy Brecker i øvrigt tydeligvis kunsten at hvile i sig selv - samtidig med, at han (selv efter så mange år) fortsat har et tændt udtryk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.