Hollandske bomtrawlere fanget i ulovligt fiskeri - straffen sættes op

24 hollandske bomtrawlere er taget i ulovligt fiskeri indtil videre i 2022. Fiskeriministeren undersøger nu muligheden for at øge straffen

Flere hollandske bomtrawlere er i 2022 taget i ulovligt fiskeri i Skagerrak og Nordsøen. Her er det Sursum Corda UK 172, der i 2020 sejlede på grund ved Nr. Lyngby. <i>Arkivfoto: Peter Broen</i>

Flere hollandske bomtrawlere er i 2022 taget i ulovligt fiskeri i Skagerrak og Nordsøen. Her er det Sursum Corda UK 172, der i 2020 sejlede på grund ved Nr. Lyngby. Arkivfoto: Peter Broen

NORDJYLLAND: Fiskeristyrelsen har i 2022 allerede taget 24 hollandske bomtrawlere i at fiske ulovligt i Skagerrak og Nordsøen ud for Hanstholm og Hirtshals.

19 af overtrædelserne er karakteriseret som alvorlige.

Det får nu fiskeriminister Rasmus Prehn (S) til at undersøge, om der kan tages endnu skrappere midler i brug overfor de hollandske fiskere. Rasmus Prehn vil derfor undersøge, om det er muligt at hæve bødestraffen for ulovligt fiskeri og forbedre muligheden for at konfiskere fiskernes udstyr.

I dag er straffen normalt en bødestraf på 400.000 kroner.

- Jeg bliver ærligt talt rasende, når jeg hører, at hollandske bomtrawlere gang på gang bliver taget på fersk gerning i systematisk at overtræde fiskerireglerne. På trods af skærpelse af kontrollen, politianmeldelser og en udsigt til høje bøder, så fortsætter de her sager med at komme, og det viser med al tydelighed, at der er behov for handling, siger Rasmus Prehn i en pressemeddelelse fra fiskeriministeriet om de mange hollændere, der er taget i ulovligt fiskeri.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har bedt sit ministerium om at undersøge muligheden for at skærpe straffene for fiskere, der fisker ulovligt. <i>Arkivfoto: Claus Søndberg</i>

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har bedt sit ministerium om at undersøge muligheden for at skærpe straffene for fiskere, der fisker ulovligt. Arkivfoto: Claus Søndberg

Fiskeriministeren har bedt sit ministerium om at undersøge, hvor langt man kan gå med at hæve bøderne for ulovligt fiskeri og skærpe muligheden for at konfiskere fiskeriredskaber.

- Mit budskab er klart: Bøderne skal op, og ulovlige redskaber skal konfiskeres, fastslår han.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at hollænderne sejler herop og ødelægger vores havbund og snyder på vægtskålen, når kvoterne skal gøres op. Det skal stoppes, og derfor skal vi se på, om vi kan tage skrappere midler i brug, siger han i pressemeddelelsen.

Rasmus Prehn har nogle gange været på besøg hos de nordjyske fiskere og her har temaet ofte været de hollandske bomtrawleres ulovlige fiskeri. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Rasmus Prehn har nogle gange været på besøg hos de nordjyske fiskere og her har temaet ofte været de hollandske bomtrawleres ulovlige fiskeri. Foto: Claus Søndberg

Skærpet kontrol med signal

De mange sager om hollandske bomtrawleres ulovlige fiskeri kommer efter, at kontrollen med fartøjernes AIS-signal blev skærpet i september 2021.

AIS-signalet fortæller, hvor fartøjet befinder sig, og hvor hurtigt det sejler.

Nogle fartøjer slukker bevidst for deres AIS-signal for at skjule ulovligt fiskeri.

Efter kontrollen er blevet skærpet, har Fiskerikontrollen også større succes med at afsløre fiskeri med ulovlige redskaber samt fiskeri i sårbare områder, hvor store bomtrawlere ikke må fiske.

De 19 overtrædelser, der er karakteriseret som alvorlige, sker, når fiskefartøjet bruger ulovlige fiskeredskaber, slukker AIS-signalet eller fisker i forbudsområder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden