Manglende levering forstyrrer regionens vaccinationsplan

Mange skal færdigvaccineres, før nye grupper får det første stik

Der er kommet et mindre bump på vejen i vaccinationen mod covid-19 i Nordjylland. Arkivfoto: Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Der er kommet et mindre bump på vejen i vaccinationen mod covid-19 i Nordjylland. Arkivfoto: Bo Lehm Bo Lehm

NORDJYLLAND:De uventede problemer, Danmark som et af mange lande har oplevet med at få den lovede mængde vaccinedoser fra Pfizer-BioNTech, smitter også af på den plan, Region Nordjylland har lagt for den del af de knap 600.000 nordjyder, der ønsker at blive vaccineret.

- I sidste uge måtte vi lægge vacciner ”i banken”, så vi kunne være sikre på, at vi havde vacciner nok til de borgere, der skulle have deres 2. stik inden for 4 uger, inden vi går i gang med at vaccinere nye grupper, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i en pressemeddelelse.

Region Nordjylland tog 27. december hul på vaccinationsprogrammet, og knap en måned senere er status, at ca. 2300 plejehjemsbeboere i Aalborg, Rebild og Mariagerfjord kommuner er færdigvaccineret.

Det samme er en del plejehjemspersonale, hospitalspersonale og praktiserende læger nu fået deres andet stik. Det var dem, der fik deres første stik i dagene 27. – 31. december i fjor.

Det er forventet, at den næste leverance af vacciner kommer til Danmark senere i denne uge. Når det sker, fortsætter regionen med vaccinationen af dem, som har fået første stik i starten af januar. Det er blandt andet plejehjemsbeboere og plejehjemspersonaler i de resterende otte nordjyske kommuner - Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Morsø og Vesthimmerland.

Desuden er der en del hospitalspersonale, som i den kommende uge kan se frem til at få deres andet og sidste stik i armen.

Ifølge Region Nordjylland handler det derefter - og det er i næste uge - om at give andet og sidste stik til borgere over 65 år, der både får personlig pleje og praktisk bistand.

De vaccineres lige som første gang på et af de 22 vaccinationssteder, der er fordelt over Nordjylland.

- I disse uger er der på grund af reducerede leverancer desværre kun vacciner til dem, der skal have andet stik. Vi har lagt en god strategi for udrulningen af vaccinationen og glæder os over, at vi er kommet rigtig godt i gang. Det skyldes blandt andet, at de nordjyske kommuner har været dygtige til at kommunikere og til at nå deres borgere. Samtidig har det haft stor betydning, at vi oprettede vaccinationssteder tæt på borgerne i alle kommuner, så der var kort afstand til at blive vaccineret, siger Ulla Astman.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.