Manglende tiltrækning af arbejdskraft: En tikkende bombe under generationsskifte
I disse år står mange virksomheder over for en stor udfordring: At tiltrække de rette kompetencer i tilstrækkeligt antal. Dette er ikke kun et problem for virksomhedernes daglige drift, men også for deres fremtidige salgbarhed og overlevelse i forbindelse med ejerskifte af virksomheden.
Politikere, fagforeninger og brancheorganisationer er alle klar over problemets omfang og arbejder på en bred vifte af initiativer. Men løsningen ligger ikke kun i politiske tiltag eller ændringer i uddannelsessystemet. Virksomhederne har også et stort ansvar.
Fremtidens medarbejdere ønsker mere end bare en lønseddel. De vil være en del af et fællesskab, de kan identificere sig med. Virksomhedens kultur, værdier og visioner spiller en stigende rolle, når vi vælger arbejdsplads. Og medarbejderne ønsker sig trivsel, kompetent og tidssvarende ledelse og en god arbejdshverdag.
Problemet er, at alt for få virksomheder handler derefter.
Når en virksomheds salgbarhed skal vurderes, ser man også på afhængighed af medarbejdere, ikke kun nøglemedarbejdere. Sagt meget direkte: Værdien af en virksomhed afhænger i højeste grad af, om den har de rette medarbejdere.
Hvis en virksomhed ikke kan tiltrække de rette kompetencer i tilstrækkeligt omfang til, at investeringen i virksomheden kan lykkes, falder dens salgbarhed.
Dette kan have store konsekvenser på sigt.
Ved ejerskifte af virksomheden betyder det, at køberen ser dette som en risiko, og det påvirker værdiansættelsen. Det betyder, at salgsprisen falder, og for de fleste betyder det også, at færre potentielle købere er interesserede. Dette er en stor udfordring, især for ejerledere, der har svært ved at se deres egen opfattelse af virksomhedens værdi stemme overens med potentielle køberes.
Resultatet kan være et negativt stemt ejerskifte, der påvirker salget af virksomheden.
Det bliver særlig alvorligt ved generationsskifte, hvor der ikke sker en familieoverdragelse af virksomheden, men arvtager skal findes udefra.
Læg dertil, at hovedparten af virksomheder, der ønsker et generationsskifte, starter planlægningen alt for sent. Så bliver det for eksempel vanskeligt at erstatte nøglepersoner, der er nødvendige for virksomhedens drift.
Det klassiske eksempel er ejerlederen, der kender alle kunderne og dermed skaber størstedelen af virksomhedens salg. Uerstattelige nøglepersoner er selvsagt et problem for køber. Konsekvensen kan være et risikotillæg på helt op til 40 procent, og kan virksomheden slet ikke tiltrække erstatninger, kan det i værste fald ende med en konkurs.
Virksomhederne skal altså i gang med at positionere sig i konkurrencen om at tiltrække de bedste medarbejdere nu og i fremtiden. Lige fra direktionen til de dygtige hænder er den humane kapital nemlig den vigtigste - og den vanskeligste at erstatte.
Virksomhedens arbejde bør gå på to ben:
For det første skal virksomheden tage salgsmodning mere alvorligt. Det er vigtigt at arbejde strategisk med sine værdier og visioner og med at skabe god kultur, god ledelse og et godt arbejdsmiljø, sammen med salgsmodning af virksomheden. Sådan en indsats er i øvrigt også udtryk for dygtig virksomhedsledelse.
Vi ved, at en høj grad af trivsel reducerer personaleomsætningen med 11 procent i gennemsnit, halverer arbejdsskaderne, eliminerer kronisk arbejdsrelateret stress og forøger produktiviteten. God ledelse og klar, intern kommunikation gør også en forskel. Medarbejdere, der oplever rolleklarhed, er 53 procent mere effektive og øger produktiviteten med op til 25 procent.
For det andet skal virksomheden gå i gang med employer branding, altså blive skarp på ikke alene at markedsføre sine produkter, men også at formulere en overbevisende og ægte fortælling om, hvordan det er at arbejde i virksomheden.
Her er det værd at huske på, at tilfredse medarbejdere er de bedste og mest troværdige ambassadører for deres arbejdsplads. Og også her taler vi om sund forretningsfornuft. Hele 92 procent af os ville overveje at skifte job til en virksomhed med et fremragende omdømme som arbejdsplads.
En virksomhed, der arbejder rettidigt og målrettet med at blive en god arbejdsplads og med at skabe en stærk fortælling, bliver altså i stand til at rekruttere de mest kompetente medarbejdere. Dermed bliver det lettere for virksomheden at få de dygtigste folk på posterne og lettere at erstatte nøglemedarbejdere, når behovet opstår.
Alt dette vil være sød musik i købers ører, når virksomheden skal ejerskiftes – og dermed øge sandsynligheden for, at den afgående ejer får sine ønsker og forventninger opfyldt, og der skabes værdi for begge parter.
Vores klare budskab er altså, at virksomheder, der ser ind i et ejerskifte, bør komme tidligt i gang med planlægningen og være ekstremt opmærksomme på at medarbejderne er virksomhedens vigtigste ressource. Virksomheden bør arbejde langsigtet og strategisk med værdier, kultur, kommunikation og employer branding. Resultatet vil være et værdiskabende ejerskifte, der sikrer virksomhedens fremtid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.