Lauren Gunderson: Madame Curies halveringstid

Himmerlands Teater

Marie og Hertha har bøvl med deres samtid - starten af 1900-tallet - for de er klogere end de fleste. Hertha er en idérig ingeniør -, Marie er fysiker og kemiker, berømt for sin opdagelse af grundstofferne radium og polonium.

Lauren Gundersons stykke Madame Curies halveringstid, her oversat af Robin Haslund Buch, dramatiserer en episode fra Marie Curies liv i sommeren 1912, hvor hun blev udskældt af det franske samfund på grund af en skandaleombrust affære med sin afdøde mand Pierre Curies elev Paul Langevin.

Hun flygter til England og tilbringer sommeren hos veninden og kollegaen Hertha Ayrton, der dyrker videnskaben med lige så stor lidenskab som hun selv gør.

Det er de to kvinders samtaler om mænd, børn og kvindeliv stillet overfor deres passion og talent for videnskab, der bærer stykket.

De to kvinder på scenen, Marie Mondrup som Hertha og Line Bie Rosenstjerne som Marie, er fremragende uden ret mange hjælpemidler til at støtte fortællingen. Med enkle midler formår de at formidle det ydre drama om deres for datiden usædvanlige liv og gerning.

Deres samtaler om kvinders vilkår i en stærkt mandsdomineret virkelighed, om kærlighed, stædighed mod og venskab bærer handlingen. Og de gør det heldigvis virkelig godt, for alt står og falder med deres indsats.

Men det kan ikke skjules, at så meget snak, kun støttet af få dramatiske virkemidler, er på en svær mission på en scene, uanset hvor usædvanlige de to hovedpersoner er, både dengang og nu.

Samtalerne mellem de to kvinder, der har meget tilfælles men alligevel er meget forskellige, præges af en større og tættere fortrolighed, efterhånden som sommeren skrider frem. Den kontante og praktiske Hertha herser med den tvivlende og triste Marie. Hun har det mere end svært med den offentlige mening om hendes kærlighedsliv, mens hun selv prøver at fastholde, at den lille flaske med det selvlysende grønne radium er så vigtig, at den hele tiden skal ligge i hendes lomme.

Noget, som vi jo godt ved ikke er sundt, og som også Hertha har en mistanke om bør blive i sin blyforede kasse i Maries kuffert.

Men for Marie er den et holdepunkt og et håndgribeligt bevis for alt, hvad hun står for og har opnået. Jo, kærlighed er også helt fint, men intet kan måle sig med den brændende fakkel, som videnskaben er for hende. Herthas fakkel brænder også for andre ting, hun er sufragette og kæmper for kvinders rettigheder og ikke mindst for stemmeret til kvinder.

Og hun er på en mission for at indgyde Marie den .samme kampgejst, som hun selv er besjælet med.

Heldigvis sørger den bramfrie og humoristisk indstillede Hertha for, at dialogen får en jordnær tone med slagfærdige modsvar til Maries kvaler. Og hun sørger også for at Marie, trods sin modstand mod at møde op, hvor hun ikke er velkommen – tager afsted til overrækkelsen af Nobelprisen. Selvom Nobelkomiteen helst ser, at den skandaleombruste ægteskabsbryder holder sig væk fra prisfesten.

Teater

• Lauren Gunderson: Madame Curies halveringstid
• Himmerlands Teater
• Instruktion: Susanne Sangill
• Scenografi: Nick Pedersen
• Lys-og lyddesign: Ise Klysner Kjems
• Oversættelse: Robin Haslund Buch
• Medvirkende: Line Bie Rosenstjerne og Marie Mondrup
• Spiller indtil 1. marts

For hun er i omverdenens øjne først og fremmest kvinde, og dernæst forsker. Ganske vist meget dygtig, men alligevel. Marie ser sig selv som en kvinde, der er forsker.

Ak ja, man kan konstatere, at der både er sket meget siden 1912, og så alligevel ikke. Jo, kvinder har på mange måder vundet kampen i en grad, så nogle mænd nu mener, at det er alt for meget, og skal vi nu ikke lige…

Me too-sager har de senere år bragt sindene på begge sider af fronterne i kog, og måske ville Hertha og Marie blive forbløffede, hvis de oplevede nutidens kønspolitiske sværdslag. Det er ikke blevet nemmere.

Stykkets helt centrale tema er venindeskabet og solidariteten mellem de to kvinder. Og både dette og kvindekampen er fortsat højaktuelle her godt 100 år senere.