Valg

Mere end halvdelen af nordjyderne vil fortsætte med Mette. Her er seks forklaringer på hvorfor

Modstanderne brænder oplagte chancer, mink-sagen har udspillet sin rolle som en sag, der kan flytte stemmer og den socialdemokratiske valgmaskine kan noget ingen andre danske partier kan. Mette Frederiksen har vundet første halvdel af valgkampen

I valgkampen har Mette Frederiksen været mere synlig - endda på en jysk måde - i Nordjylland end Støjberg har.
I valgkampen har Mette Frederiksen været mere synlig - endda på en jysk måde - i Nordjylland end Støjberg har. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 07. marts 2023 kl. 11:17

VALG: Flere vil have Mette, færre vil have Jakob og kun få vil have Søren. 

Ifølge en ny Panel Nordjylland måling - foretaget i perioden 13. til 17. oktober og med 1459 paneldeltagere - foretrækker 51 procent Mette Frederiksen som statsminister. Især i hjembyen står hun stærkt - i Aalborg er det 53 procent, der helst ser, at Mette Frederiksen bliver på posten, og begge tal viser en markant fremgang i forhold til sidste måling. 

Her er Nordjyskes bud på fem årsager til at Mette Frederiksen står stærkt i Nordjylland. 

1. Mette Frederiksen selv

I sensommeren lignede hun en, der sagtens kunne tabe valget. Indimellem var hun nærmest tvær, og meningsmålingerne lignede en blå sejr, men nu er det omvendt. Statsministeren smiler - om det skyldes cykelhandlerens opfordring, en analyse i partiets presseafdeling eller et stemningsskifte hos statsministeren er uvist, men at det virker er derimod bevist. Mette Frederiksen er en erfaren politiker, der ved hvornår topform og topgear skal findes frem. I valgkampen indtil nu er hun kun matchet - men muligvis også overgået - af Lars Løkke Rasmussen. 

2. Den socialdemokratiske kampagne

Den er dyr, men den er effektiv, og intet andet parti kan matche den. S har flere hænder og flere penge end alle andre, og derfor er Mette Frederiksen alle steder - på Facebook, i børnehaver, på plejehjem, på tv og hendes valgplakat hænger i 10.000 nordjyske lygtepæle. 

Den slags synlighed betyder noget - det er langt fra alle nordjyske vælgere, der intenst følger med i diverse kloge programmer på TV2 News, læser et utal af analyser og først stemmer efter en nøje gennemgang af partiernes politiske programmer. 

Der er meget lidt tilfældigt over S-kampagnen, der virker til at have været nøje planlagt gennem måneder.  Statsministerens særlige rådgiver, nordjyske Martin Justesen, holder sig i baggrunden, men har givet spillet en betydelig rolle i strategi-udviklingen.  

3. Håndteringen af mink-sagen

Sagen er ikke død, og der kan stadig komme et efterspil i form af en advokatundersøgelse. Men den spiller slet ikke den rolle i valgkampen, blå blok havde håbet på. Socialdemokratiets håndtering har været konsekvent og effektiv. Igennem de seneste par år er Mette Frederiksen og mange andre fra partiet gentagne gange blevet stillet spørgsmålet, om hun har begået fejl, og hver gang har svaret været nærmest det samme: Der er begået fejl i sagen, men med de foreliggende oplysninger var det en nødvendig beslutning.  

Den kontante afvisning er voldsomt provokerende for modstanderne - en del er kun blevet mere indædte modstandere - men taktikken har overordnet virket. Minkspørgsmålene er blevet færre, og den tendens vil kun fortsætte. Sagen har mistet nyhedsværdi, og uanset hvor mange gange blå blok bringer den frem så har den udspillet sin rolle som en sag, der kan flytte stemmer. S har tabt nordjyske stemmer på sagen, men kommer næppe til at tabe flere på den. 

- Hvis nu bare de borgerlige ville tale politik og visioner fremfor at have mink og magt konstant på pladespilleren, skrev tidligere V-minister, Søren Pind, på Twitter.

4. Tiden

Det er alvorlige tider med udfordringer på en skala, Danmark ikke er vant til. Krig, inflation og voldsomme udfordringer i velfærdsstatens fundament er tunge emner, der ganske har fortrængt de mere vanlige symbol-politiske udspil. Tørklæder forsvandt hurtigt fra valgkampen, udlændinge-politik er nærmest fraværende, og selvom skattetrykket har fyldt en del, bliver det ikke noget, der kommer til at afgøre valget.  Krisen i velfærdsstatens kerne-institutioner er så omfattende, at når det handler om at styre landet gennem kriser har både Mette Frederiksen og Socialdemokratiet en klar fordel - ser man bort fra mink-sagen mener et flertal af nordjyderne, at hun håndterede corona ganske godt, og historisk set har partiet nærmest altid været det, danskerne har foretrukket i krisetider.  

Også når det handler om velfærd er Socialdemokratiet traditionelt det parti, flest danskere har tillid til. Krisen i velfærdsstatens kerne-institutioner er omfattende, og Mette Frederiksen har givet vundet ved ikke at love hurtige eller nemme løsninger, men derimod invitere til bredt samarbejde. 

5. Modstanderne

Blå blok - og især V og K - synes ramt af loven om bundholdets evige uheld. Selv oplagte målchancher kan sparkes over mål - seneste brændte direktør var onsdagens pressemøde, hvor de to blå statsminister stillede op til fiasko i skarp modlys. Mødet skulle handle om regeringens mulige magt-misbrug i FE-sagen, men endte med, at Søren Papes tid i justitsministeriet nu også skal undersøges. 

Lige omkring valgets udskrivelse lignede Søren Pape første-udfordreren, men på to uger er hans kandidatur faldet sammen, og i den seneste Voxmeter-måling står konservative til 7.7 procent - et resultat, der ikke er voldsomt meget bedre end de næsten syv procent, de fik ved valget i 2019. I Panel Nordjyske svarer 10 procent, at de foretrækker Pape som statsminister, 20 procent peger på Jakob Ellemann-Jensen, og det er faktisk bemærkelsesværdige lave tal i en ellers ganske blå landsdel. 

6. Støjberg-effekten var ikke så voldsom

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne skal nok få et godt valg i Nordjylland, men ikke så godt, som partiet stod til ved valgets udskrivelse. Nogle tidligere S-vælgere vil stemme på Støjberg, men ikke så mange, som S engang frygtede. I valgkampen har Mette Frederiksen været mere synlig - endda på en jysk måde - i Nordjylland, end Støjberg har. Mette Frederiksen har nedtonet betydningen af, at hun og Støjberg begge stiller op i Nordjyllands storkreds, og nogen egentlig kamp mellem de to har det ikke været. I valgkampen er Socialdemokratiet ikke kommet med udspil, som Støjberg har kunnet bruge til noget som helst - udover mink-sagen har der ikke rigtig været nogen sager, hvor Danmarksdemokraterne har kunnet gå til politisk angreb. 

****

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden