Snebyger

Landet klædes i hvidt - Nordjylland forventes hårdest ramt igen

Vintervejret ser ud til at fortsætte lidt endnu, og særligt i Nordjylland bliver der koldt

Sneskovlen skal højst sandsynligt findes frem igen på torsdag. Arkivfoto: Martél Andersen

Sneskovlen skal højst sandsynligt findes frem igen på torsdag. Arkivfoto: Martél Andersen

NORDJYLLAND:Snemændene og isen på vejene er endnu ikke smeltet, før DMI igen melder om et nyt lag sne sidst på ugen i Nordjylland.

Og selvom hele landet forventes at blive klædt i hvidt på torsdag, er det endnu engang Nordjylland, der ser ud til at være et af de områder, der bliver hårdest ramt, fordi temperaturerne højst sandsynligt vil være lavest i denne del af landet.

- Temperaturen forventes at ligge lige under nul grader. Derfor forventer vi, at det meste af torsdagens nedbør vil falde som sne, siger vagtchef ved DMI Jens Lindskjold, der dog kan berolige med, at det ikke kommer i nærheden af sidste uges snestorm.

Det drejer sig derimod om fem-syv centimeters sne, og der forventes ikke en kraftig vind, hvorfor sneen altså heller ikke vil fyge.

Temperaturen vil stige i løbet af natten til fredag, og meget af sneen kan nå at smelte, inden der igen bliver frostgrader.

Vi kommer dog ikke til at vente helt til torsdag på snevejret. Allerede tirsdag vil der ifølge Jens Lindskjold formentlig falde sne, men der er tale om små mængder, der vil lægge sig i et lag på en-to centimeter.

Onsdag forventes temperaturerne at ligge over frysepunktet, og den nedbør, der kommer, vil altså falde som regn.

Ikke unormalt at det vender

Er du allerede træt af sneboldkampe, og synes udsigten til mere sne sidst på ugen uoverskuelig, kan der være gode nyheder på vej.

Ifølge Jens Lindskjold ser det ud til, at vi kan forvente varmere temperaturer allerede i næste uge.

- Det er på ingen måde unormalt i december at have en uge, hvor man ligger på det kolde regi, men at det så vender, og der kommer nogle uger med varmere vejr, siger han.

Og sneen, som efter sidste uges snestorm stadig ligger tungt flere steder i Nordjylland, tror vagtchefen også vil forsvinde langsomt over de kommende uger sammen med torsdagens sne.

- Hvis jeg tager de længste briller på, holder det ikke hele vejen til jul, siger Jens Lindskjold.

Men der er altså tale om de "længste briller", og meteorologen tør endnu ikke svare på, om vi kan se frem til en hvid jul.

- Det er stadig et helt åbent spørgsmål, understreger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.