Mette F. afviser: Statskassen skal ikke optage gæld for at betale folks el-regning

- Hvis vi laver hjælpepakker som under corona, kommer inflationen til at blive endnu højere, siger statsministeren

Statsminister med favnen fuld af roser. Fredag var hun på kort besøg i midtbyen før weekendens parti-kongres.  <i>Foto: Bente Poder</i>

Statsminister med favnen fuld af roser. Fredag var hun på kort besøg i midtbyen før weekendens parti-kongres.  Foto: Bente Poder

AALBORG:Hvis valg blev vundet på antal uddelte roser, så havde vi et socialdemokratisk evighedsstyre her i landet. Fredag var Mette Frederiksen - i byen i anledning af partiets kongres - endnu engang ude med de røde roser i Aalborgs midtby, og bagefter fik Nordjyske 2 minutter og 48 sekunders interview med statsministeren.   

- Regeringens udspil om at gøre det muligt at låne penge til at betale vinterens energi-regning har fået kritik og er blevet sammenlignet med at tisse i bukserne for at holde varmen.  I andre europæiske lande er statsministre og regeringer mere gavmilde. De lader statskassen betale en del af prisstigningen. Er det helt udelukket i Danmark? 

- Der er ikke noget, der er helt udelukket. Vi er i gang med at forberede det næste træk. Vi har allerede fået vedtaget loft over huslejestigninger og hjælp til pensionister.  Med vores forslag om indefrysning af afgiften har vi gjort det muligt for folk at få lagt et budget hen over vinteren, så vi undgår, at der er mennesker, der sidder og ikke kan betale deres regning. Det er en ret stor hjælpepakke, der kan beløbe sig til 45 milliarder kroner.  Jeg tror, at den er vigtig for at skabe tryghed. Men den kan ikke stå alene. 

-  Det er jo nærmere et lån end en hjælpepakke. Så igen: Kan det komme på tale at give en hjælpepakke, hvor statskassen tager en del af regningen ? 

- Vi skal også håndtere inflation, og hvis vi laver hjælpepakker som under corona, så kommer inflationen til at blive endnu højere. Konsekvenser kan være endnu højere renter og markant stigende arbejdsløshed. Derfor kan vi ikke gøre det som under corona. Den her gang skal vi lave det mere målrettet.  Men vi sidder eksempelvis også og ser på, om en yderligere nedsættelse af elafgiften kunne være en vej at gå. 

- Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har foreslået, at momsen på el skulle fjernes...

- Hvordan vil hun finansiere det?

- Det fremgår umiddelbart ikke. 

- Men den halvdel af diskussionen er lige så relevant. Hvis du vælger at lave meget store pakker, der ikke er finansierede, så gør du det ved at optage gæld. Det gjorde vi under corona, og det var det ansvarlige på det tidspunkt. Men her risikerer vi jo, at inflationen bliver endnu højere, og det vil blive et rigtig stort problem på den længere bane.  Hver eneste gang en politiker kommer med et forslag, der lyder godt, er det nødvendigt at stille spørgsmålet om, hvordan det skal finansieres. 

- Men tror du ikke, at danskerne lige nu er mere optagede af at få el-prisen ned end de er af, hvordan det skal finansieres?

- Jo, men der er ingen politikere, der kan tillade sig at være ligeglade med, hvordan vi løser problemerne. 

- Til sidst. Du er blevet inviteret på besøg i Det Hvide Hus. Når du det som statsminister? 

- Det håber jeg da bestemt. Der er ikke sat en konkret dato på, og hvornår det bliver, ved jeg af gode grunde ikke. 

Mette Frederiksen i Aalborg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.