Minister vil flytte 120 stillinger fra Hjørring

Svindelsagen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse får forsvarsministeren til at forslå, at 120 stillinger flyttes ud til landets kaserner

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring risikere at miste 120 stillinger, der skal flyttes ud på kaserner og tjenestesteder rundt om i landet.  Arkivfoto: Lars Pauli

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring risikere at miste 120 stillinger, der skal flyttes ud på kaserner og tjenestesteder rundt om i landet. Arkivfoto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Der skal ryddes op i Forsvarets administration, og det kommer sandsynligvis til at betyde, at 120 stillinger flyttes fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, der ligger i Hjørring.

Det skriver Jyllands-Posten.

Oprydningen kommer efter flere sager om svindel i forsvaret, hvor det blandt andet i december kom frem, at to medarbejdere ved Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring sidste år blev politianmeldt, fordi de var mistænkt for at have svindlet med indkøb.

Sagen fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik hård kritik af rigsrevisionen, og der blev iværksat en undersøgelse af svindlen. Resultatet af den undersøgelse ventes at ligge klar til efteråret.

Der var hård kritik fra rigsrevisionen, da de 6. december sidste år holdt pressemøde om indkøb hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor kontrollen var så mangelfuld, at der var stor risiko for, at der var begået svindel. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019

Der var hård kritik fra rigsrevisionen, da de 6. december sidste år holdt pressemøde om indkøb hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, hvor kontrollen var så mangelfuld, at der var stor risiko for, at der var begået svindel. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Scanpix 2019

Så lang tid vil forsvarsminister Trine Bramsen (S) dog ikke vente. Hun er klar med en plan med flere punkter for blandt andet at opnå bedre kontrol med indkøb.

Et af punkterne er altså, at 120 stillinger hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring flyttes ud til kaserner og tjenestesteder rundt om i landet for at opnå bedre kontrol med indkøb af service og vedligeholdelse.

- Det har skabt øget risiko for svindel, at det var oppe i Hjørring, man skulle kontrollere, om græsset var blevet slået på en kaserne et helt andet sted i landet for flere måneder siden, siger Trine Bramsen til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen er Venstres forsvarsordfører Karsten Lauritzen ikke imponeret. Han mener, at man skal afvente den undersøgelse, som ministeren selv satte i gang, efter svindelsagen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kom frem.

- Når man sætter gang i en masse ting uden at kende resultatet af de undersøgelser, risikerer man at tage de forkerte initiativer og skyde gråspurve med kanoner og spredehagl. Det er uklogt, siger Lauritzen til Jyllands-Posten.

Karsten Lauritzen er udover at være sit partis forsvarsordfører også opstillet og valgt i Hjørring-kredsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.