Minkavler snød med coronaprøve

Da prøverne blev indsendt til myndighederne, var der udsigt til en gevinst i erstatningen for minkavlerne

Erstatningen for de døde mink endte med at være ens - uanset om dyrene var raske eller syge. Arkivfoto <i>Kim Dahl Hansen</i>

Erstatningen for de døde mink endte med at være ens - uanset om dyrene var raske eller syge. Arkivfoto Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:På et tidspunkt, hvor minkavlerne endnu ikke kendte til den senere milliarderstatning for lukningen af deres erhverv, har mindst en minkavler indsendt falske coronaprøver af mink ind til myndighederne.

Det har DR Nyheder afsløret.

De falske prøver kan være sendt ind, fordi det på tidspunktet for prøvetagningerne var udsigt til, at minkavlerne ville få 200 kroner mere i erstatning for raske mink end for coronasmittede mink.

Den prissætning for erstatningen fremgik nemlig af myndighedernes vejledning.

Med andre ord var der et økonomisk incitament for, at det var bedst, når minkene var raske.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, siger til DR Nyheder, at det ikke er overraskende, hvis nogen har ladet sig friste til at omgå kontrolsystemet for at få flere penge.

- Når man selv skal indberette, og det er meget vanskeligt bagefter at kontrollere, om man har indberettet rigtigt, så er der jo en forøget risiko for, at nogen lader sig friste, fordi de har en vinding ved det, siger professoren til DR Nyheder.

Minkavlerne skulle løbende indsende en coronaprøve fra svælget hos fem døde mink.

En af de største minkavlere i Danmark, Niels Christian Poulsen, Ringkøbing, der havde 200.000 dyr på otte farme, har sendt falske prøver ind til myndighederne.

Sammen med en tæt samarbejdspartner beskriver han i et længere interview med to journaliststuderende, at de har indsendt flere prøver fra mink, der tidligere var blevet testet og erklæret smittefri – i stedet for, som man skulle, at indsende prøver fra nyligt afdøde dyr.

Han afviser i dag, at der skulle være tale om en bevidst handling.

- Jeg er rigtig ked af, at jeg har mistet hele min minkvirksomhed og beklager eventuelle fejl, der er begået i efteråret, er hans kommentar til DR Nyheder.

De falske prøver endte dog med ikke at få nogen betydning for minkavlernes erstatning, for da den endelige aftale om minkerstatning blev vedtaget i slutningen af januar blev erstatningen for smittede og ikke-smittede dyr gjort ens.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.