Trafiksikkerhed

Mobiler bag rattet: Så mange har fået et klip i kortet

Der er blevet klippet løs i kørekort de seneste tre uger, efter stramning af reglerne for brug af mobil bag rattet

NORDJYLLAND:På tre uger har politiet uddelt 1.651 klip i kørekortet til trafikanter, der har brugt mobilen bag rattet.

Ud over dem er 96 klip blevet uddelt i Nordjylland.

Den 10. september i år blev sanktionen skærpet, så det udover en bøde på 1.500 kroner nu også koster et klip i kørekortet og 500 til Offerfonden at bruge håndholdt mobil m.v. bag rattet.

- Det er bekymrende, at vi stadig møder så mange trafikanter, der har deres fokus rettet mod mobilen i stedet for trafikken. Vi fortsætter kontrollerne, og vi er overbeviste om, at de mange uddelte klip også har en præventiv virkning, så folk nu begynder at ændre deres mobilvaner i trafikken, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i en pressemeddelelse.

Så mange klip er der uddelt

Så mange klip har politiet uddelt pga. håndholdt brug af elektronisk udstyr bag rattet fra den 10. september til og med den 1. oktober.

•Nordjylland: 96

•Østjylland: 231

•Midt- og Vestjylland: 141

•Sydøstjylland: 252

•Syd- og Sønderjylland: 136

•Fyn: 100

•Sydsjælland og Lolland-Falster: 55

•Midt- og Vestsjælland: 77

•Nordsjælland: 75

•Københavns Vestegn: 143

•København: 335

•Bornholm: 10

•I alt: 1.651

Kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

Mange unge accepterer mobiler bag rattet

I de næste uger gennemfører Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension og landets kommuner en landsdækkende kampagne mod uopmærksomhed i trafikken.

Som forberedelse til kampagnen "Læg mobilen - så er du lægger" har Epinion spurgte 1.500 bilister, om de synes, at det er acceptabelt eller uacceptabelt at man fx taler i håndholdt mobil, indstiller GPS, læser sms'er, finder ting frem etc., mens man kører bil. Altså er uopmærksom bag rattet.

83 % af bilisterne siger, at det ikke er acceptabelt. Men der er stadig 14 % af bilisterne, der synes, at det er acceptabelt, viser undersøgelsen. Værst ser det ud blandt de yngste bilister mellem 18 og 35 år, hvor 27 % siger, at det det er acceptabelt, at folk taler i håndholdt mobil, indstiller GPS, læser sms´er, finder ting frem etc., mens de kører bil i trafikken.

Så mange synes, at det er acceptabelt

•18-35-årige: 27 %

•36-50-årige: 11 %

•51-65-årige: 6 %

•Alle: 14 %

Kilde: undersøgelse gennemført af Epinion for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, 1.500 adspurgte, 1. kvartal 2019

- De fleste bilister er heldigvis enige i, at uopmærksomhed og bilkørsel slet ikke hører sammen. Men det er overraskende, at så mange synes, at det er i orden at rode med mobilen, taste på sin GPS eller lede efter ting, når man kører bil, for man udsætter sig selv og andre for en stor risiko, når man er uopmærksom, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen "Læg mobilen - så er du lægger" vil bl.a. motivere flere til at droppe den håndholdte mobil, når de kører bil. Kampagnen opfordrer også passagerne til at sige fra, hvis man kører med en bilist, der tjekker sin håndholdte mobil. Målet er at gøre det lige så socialt uacceptabelt at være uopmærksom bag rattet som det er at køre spritkørsel.

- Hvis trafikken skal blive mere sikker, så er det vigtigt, at vi bliver bedre til at blande os. Virksomheder, chefer, kollegaer, venner og familie bør i højere grad sige fra, hvis de oplever en bilist være uopmærksom bag rattet. Det gavner os alle, hvis vi får flere til at lægge mobilen væk, når de kører i trafikken, siger Hans Reymann-Carlsen, underdirektør i Forsikring & Pension.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst