Mobning blev til dødstrusler: Men skoleledelsen er tavs
Alle børn har ret til en skolegang uden mobning, men for eleverne i en 9. klasse i Thisted har det seneste halve år været et mareridt med grove drillerier og endda dødstrusler. Hvor er ledelsen?

En gruppe piger i en 9. klasse på Tingstrup Skole i Thisted har ifølge forældre terroriseret deres klassekammerater i en grad, så 16 ud af 27 elever nogle dage er sygemeldte, og forældre må tage fri for arbejde for at værne om deres børn.
Nu er nogle af de frustrerede forældre stået frem i NORDJYSKE med krav om, at skoleledelse og kommune griber ind, og man forstår dem godt, når de fortæller om de ubegribelige ting, der er foregået i klassen:
Piger og drenge trues med tæsk og med at få brændt hænderne på en kogeplade, de mobbes på sociale medier, gøres nar af under fremlæggelser i timen, og på en video, der er sendt til en 14-årig dreng, siger en pige: ”Dø i et sort hul”.
Det lyder som et mareridt for børn og forældre, og man sidder tilbage med spørgsmålet: Hvorfor er der ikke taget hånd om problemerne før nu, hvor sagen kommer frem i NORDJYSKE?
Ifølge forældrene er mobningen foregået siden foråret. Skoleledelsen har undervejs taget initiativ til samtaler og holdt møder, men ikke for alvor gjort en indsats for at finde en løsning, mener forældrene, der har oplevet at ”løbe panden mod en mur”, når de ville i kontakt med skolelederen.
I torsdags mødtes skole, kommune og forældre til et krisemøde, hvor en handlingsplan blev præsenteret. Forældregruppen har besluttet at give planen en chance, men utilfredsheden ulmer endnu, og der mangler stadig mange svar om forløbet.
NORDJYSKE har gennem mere end en uge forsøgt at få en kommentar til sagen fra skolelederen, men heller ikke vores henvendelser bliver besvaret. Direktør for børne- og familieforvaltningen i Thisted Kommune, Lars Sloth, har forsikret, at problemet tages alvorligt, og Venstres formand for børne- og familieudvalget i Thisted, Søren Kanne Zohnesen, har stillet spørgsmål til kommunen om forløbet, der skal drøftes på et udvalgsmøde den 6. oktober. Men ellers har beskeden fra de ansvarlige myndigheder til NORDJYSKE og til forældrene været, at sagen skal løses bag lukkede døre, og der er bedst, at offentligheden ikke indblandes.
Det er helt misforstået. Forældre til nuværende og kommende elever på Tingstrup Skole har en indlysende interesse i at vide, hvordan skolens ledelse tackler problemer med mobning, som er en udfordring for stort set enhver skole i hele landet.
Undersøgelser viser, at hvert femte danske barn oplever at blive mobbet i løbet af skoletiden. De fleste ryster det af sig med det samme eller over tid, men alt for mange børn får varige mén. De er selv som voksne utrygge i undervisningsmiljøer, de får lavt selvværd, og for nogle udvikler det sig lige frem til angst og PTSD-lignende symptomer. Vi ved også fra forskning, at mobning trives bedst i skolemiljøer, hvor der eksisterer et dårligt undervisningsklima, som for eksempel på skoler hvor ledelserne ikke har formuleret en klar holdning imod mobning og et beredskab for indgriben og håndtering.
Det gør mobning til et samfundsanliggende. Alle børn har nemlig ret til en tilværelse uden mobning, og medier har en pligt til at interessere sig, om skolerne formår at løse problemer med mobning, og en pligt til at holde myndigheder ansvarlige. Vi i medierne skal naturligvis i vores dækning tage et overordentligt stort hensyn til børnene, men dette hensyn kan de ansvarlige voksne altså ikke kræve at blive omfattet af.
Når en skoleledelse som på Tingstrup Skole lukker ned og dukker sig for omgivelsernes spørgsmål, er det derfor nok menneskeligt forståeligt, men det er ikke gavnligt. Det efterlader lokalsamfundet i det uvisse med helt legitime spørgsmål: Har ledelsen haft en beredskabsplan mod mobning, og har ledelsen magtet at inddrage alle parter, herunder forældrene, i planen? Kritikken fra forældregruppen i Thisted taget i betragtning, synes det at være højst tvivlsomt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.