Morsø Kommune i strid med sundhedspersonale - og god moral
Er det ok at kræve, at medarbejdere for egen regning skal bruge deres fritid på at lade sig teste for corona? Nej, den går ikke!
Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:49
Real Madrids Sergio Ramos har sammen med andre topprofessionelle fodboldspillere sagt det. Statsminister Mette Frederiksen har sammen med en stribe toppolitikere sagt det. Musikere og kunstnere har sagt det, og menigmand og kvinde har stået frem og sagt det.
Alle har de formuleret ordet ”tak” til det sundhedspersonale verden over, der har stået i frontlinjen og taget deres tørn for at redde liv og lindre lidelse som følge af corona-virussen, som nu har hærget i flere måneder.
I Morsø Kommune har ledelsen grebet sagen lidt anderledes an. Her er sundhedspersonalet efter et par tilfælde af corona blandt medarbejderne blevet kontaktet uden for arbejdstid - i weekender, fridage og ferier - med bud om hurtigst muligt at tage de 20-30 km til Thisted for at blive testet. Helt for egen regning både i forhold til tid og kørsel.
Den manglende honorering for ledelsens indgreb i personalets ferie og fritid i øvrigt har fået fagforbundet FOA til at gå ind i sagen. Forbundet slår på, at de ansatte naturligvis skal have deres betaling og kørslen betalt, når arbejdsgiveren går ind med et påbud og bestemmer over medarbejdernes egen tid. Morsø Kommune har sagt nej, og sagen er nu på vej i Arbejdsretten som en strid mellem FOA og Kommunernes Landsforening (KL).
Morsø Kommunes håndtering af sagen synes uforståelig i forhold til de helt almindelige spilleregler for ansættelsesforhold - og i strid med god moral og situationsfornemmelse over for frontlinjepersonalet i forhold til corona-smitten.
Der bør ikke herske tvivl om, at medarbejdernes fritid altid er deres egen. Det betyder ikke, at en arbejdsgiver ikke kan gøre indhug i den, men så skal der afregnes. At spise medarbejderne af med ingenting og kalde det en naturlig måde at vise samfundssind på, stemmer falsk i forhold til netop de taksigelser sundhedspersonalet generelt har modtaget i denne tid. Det er ikke en sympatisk måde at spille det begreb på banen på for en faggruppe, vi netop som samfund er dybt afhængig af for øjeblikket.
Naturligvis skal personalet testes. Selvfølgelig. For sundhedsmedarbejderne kommer vidt omkring og møder borgere, som kan være sårbare. Derfor skal der være styr på smitten og potentielle kæder skal brydes, så sygdommen ikke eksploderer lokalt.
Der har Morsø Kommune vist rettidig omhu. Men kan håndteringen af test ikke finde sted i arbejdstiden, må der afregnes - alt andet er at gøre grin med sine egne ansatte.
Og det virker totalt malplaceret i en verden, hvor masser af mennesker - høj som lav - netop har travlt med at takke sundhedspersonalet for indsatsen mod corona.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.