Højtider

Musikhus-direktør med stærke juletraditioner: Børn og unge har brug for vores nærvær

Direktør for Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen prioriterer familien, ikke mindst i december - med juleskovtur, kirkegang, klavertoner - og 180 meter lyskæde

Selvom Lasse Rich Henningsen med egne ord er "den nok mindst musikalske" i familien, sætter han sig gerne bag familiens flygel og leverer toner til stunder med hygge og nærvær. Grafik/foto: Jette Klokkerholm/Lars Pauli
Selvom Lasse Rich Henningsen med egne ord er "den nok mindst musikalske" i familien, sætter han sig gerne bag familiens flygel og leverer toner til stunder med hygge og nærvær. Grafik/foto: Jette Klokkerholm/Lars Pauli

Opdateret 16. december 2021 kl. 14:47

NORDJYLLAND: Julelys, sange, gaver, sne, shopping, and eller flæskesteg. Familiernes juletraditioner er forskellige - vi har forhørt os om, hvad en række kendte nordjyder sætter mest pris på i december. Her fortæller musikhus-direktør Lasse Rich Henningsen om stærke traditioner - og hvorfor der med garanti aldrig sniger sig røde eller blå lys ind i familiens juleudsmykning:

1. Vi holder os til "varm hvid"

- Vi går meget op i julen, både min søde hustru og jeg. Selvom vi ikke længere er småbørnsfamilie, holder vi fast ved alle de gode traditioner, både hvad angår hygge og udsmykning. Selvom børnene er blevet store, er vi ikke i tvivl om, at de sætter pris på det. Vi har en sprællemand, der efter sigende er over 100 år gammel, og så er vi helt tossede med lyskæder.

- Vi har 180 meter lyskæde i haven, der er lysglimt allevegne, i hække og træer, og med LED-lys behøver man ikke have dårlig samvittighed over strømforbruget. Jeg har det meget svært med farvede lyskæder og vi holder os 100 procent til nuancen "varm hvid". Ja, vi har faktisk aftalt, at hvis en af os på et tidspunkt skulle få den idé, at bruge kæder med lys i forskellige farver, skal den anden øjeblikkelig sætte en stopper for det.

2. Sådan juleshopper familien

- Vi har en lidt tematisk arbejdsfordeling, hvad julegaver angår, og det er vist mig, der slipper lettest omkring det. Jeg køber en gave til Kristina og det er min afdeling, hvis der skal købes elektronik. Desuden står jeg for indkøb af eventuelle sko til vores søn, Bastin. Han går meget op i Jordan-sneakers, de nærmest ikoniske sneakers, som man bl.a. kan købe hjem fra USA.

- Der er et stærkt svingende udbud og store prisforskelle, nogle købes brugt eller på auktioner, det er sådan noget, jeg sidder og nørder med, det er meget specielt og interessant, og Bastian har efterhånden et helt sko-rag derhjemme.

- Resten af julegaverne står Kristina for, og det er langt de fleste. Vi forsøger at handle i de fysiske butikker og så vidt muligt bakke op om det lokale erhvervsliv.

3. Vores særlige familietradition

- Jeg elsker snevejr, forrige gang vi havde sne, smed jeg mig ned og lavede engle i sneen, jeg bliver virkelig som et barn, det er fantastisk. Selvfølgelig bedst, så længe det er den gode, hvide sne. Vi har en fantastisk udsigt fra vores hus i Gug ud over landskaberne, og det nyder vi meget

- Men lige nu, hvor jeg ser ud fra mit kontorvindue, er sneen blevet godt mixet sammen med salt og ligger grå og beskidt, det er ikke så romantisk.

- Jeg har fantastiske sne-minder fra min barndom i Randers, hvor vi grundlagde en juletradition med skovtur for hele familien, som vi stadig holder fast i. Dengang, i begyndelsen af 70-erne, var det altid juleaftens dag, at vi drog ud i skoven med en masse lækker mad, og i bedste fald lå der dynger af sne derude. Vores familie bliver større og større, alene Kristina har seks søskende, så det kræver meget at få julelogistikken til at gå op. Derfor har vi nu rykket skovturen til lillejuleaftens-dag.

- I i år mødes vi i Fladbro Skov syd for Randers og hygger ude i det fri med mad og leg. Så kommer både min bror og hans familie fra Aarhus, mine forældre, der bor i Mariager, og min søster og vores familie fra Aalborg. Traditionen opstod nok fordi mine forældre ville sikre, at både børn og voksne overlevede i de forventningsfulde og travle timer frem til selve juleaften. Så blev en af de voksne hjemme og forberedte julemiddagen, mens vi hyggede os ude i skoven og fik brugt noget energi, det var fantastisk. Vi har været afsted hvert eneste år, på nær 1981 som vist var en særligt hård vinter.

Lasse Rich Henningsen

44 år, uddannet erhvervsjurist, adm. direktør for Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester

Gift med Kristina Dörner Henningsen, parret har børnene Lea Anemone, 12 år, Bastian, 17 år og 20-årige Magnus

Familien flyttede sidste år ind i nybygget hus i Gug - (se link til artikel om huset i bunden af artiklen)

4. Vores juleaften

- Det betyder meget for os at komme i kirke juleaften, ligesom vi jævnligt går i kirke året rundt. Vi er troende med frikirkebaggrund og er tilknyttet Aalborg City Kirke, hvor vi heldigvis kan nå julegudstjenesten om eftermiddagen, inden vi kører til Aarhus, hvor vi i år holder juleaften hos min bror og svigerinde.

- Med hele vores familie og min brors svigerfamilie bliver vi 15 om bordet juleaften. Min bror er den bedste amatørkok, jeg kender, han er vanvittig, så jeg glæder mig voldsomt til dette års julemiddag. Der er altid rigeligt med and og en supplerende flæskesteg, også for sovsens skyld.

- Min bror slapper af med at lave mad, og vi andre behøver ikke stå med dårlig samvittighed, han opfordrer os bare til at nyde et ekstra glas vin, så det er vild luksus.

- Jeg er vokset op med, at vi synger juleaften, og som regel er der een, der spiller klaver, det kan jeg også formastes til. Jeg er ud af en meget musikalsk familie, ja, jeg er nok den mindst musikalske af os tre børn. Der er også klaver hos min bror og mange, der kan betjene det, både min bror, min søster, min mor og min svigerinde. Min kone er vant til at synge meget, så sange og salmer er en væsentlig del af vores juleaften, og en tradition vi holder fast ved, ligesom de levende lys på træet.

- Da børnene var små, var de nok ikke så begejstrede for at vi skulle igennem syv salmer, før de kunne få gaver. Men nu tror jeg, at de sætter pris på det.

5. Ubetinget yndlingsjulesang

- Jeg er vild med julesalmerne, "Dejlig er jorden" er min favorit. Den er fantastisk smuk, både melodisk og tekstmæssigt.

6. Mit største ønske

- Jeg har et inderligt ønske om, at mine egne og alle børn og unge får en dejlig jul, samlet om julens budskab sammen med deres nærmeste, og at vi er til stede for dem. Det har de ekstra brug for her midt i en coronatid. Jeg håber, at der rundt omkring i alle hjem sidder familier, der tager øjnene væk fra deres smartphones, og holder øjenkontakt, taler sammen, og oplever en glædelig jul, så det ikke bare er noget, vi synger. Traditioner betyder mere end nogensinde.

- Jeg vil ikke pudse glorien, men vi arbejder virkelig på at være sammen, og hen på aftenen kan man altid gribe til et brætspil, hvis der er interesse for det. Vi skal ikke tro, at børn og unge altid helst vil sidde med hovedet i skærmen. Hvis vi selv løsriver os fra telefonen og tilbyder os med nærvær og hygge, tager ansvar for at vi er til stede sammen, så kræver det ikke stor overtalelse at få dem med med på det. Så får alle pulsen ned, og mærker den lykkefølelse, som alle fortjener.

- På det globale plan ønsker jeg mig mere ordentlighed, flere ledere der er helte, fremfor skvathoveder. Vi mangler store politiske ledere, man kan have respekt for. Vore børn og unge stiller meget kritiske spørgsmål til autoriteter og de fortjener nogle forbilleder, der opfører sig ordentligt, for i sidste ende kan det modvirke krige og konflikter. De ordentlige vinder til sidst.

7. Det kan ødelægge min julefred

- Hvis der er for meget pres og stress, er det ikke i julens ånd, og vi begrænser antallet af arrangementer. Jeg bliver inviteret til flere firmajulefrokoster udenfor min egen virksomhed, men som regel vælger jeg dem fra.

- De fører ikke til fred i mit sind, snarere ufred, og der vægter jeg samværet med familien højest.

8. I coronaens skær

- Mange af mine norske venner er hårdt pressede på grund af coronaen og de meget strengere restriktionerne deroppe, også privat. Skulle der også herhjemme komme begrænsninger for private hjem, vil det ikke være et problem for os at trække os juleaften - vi ville også få en dejlig jul derhjemme, bare os fem.

9. Vores juledag er hellig

Da Magnus var eet år, besluttede vi, at juledag altid er hellig på den måde, at der skal være fred og ro. Vi samler Lego derhjemme, i badekåbe, t-shirt eller boxer-shorts. Vi besøger ikke nogen, og vi tager ikke mod besøg - medmindre de da har overnattet og kommer fra Skotland ... 2. juledag tager vi på en uges skiferie.

10. Sådan er min dejligste jul

Den dejligste jul for mig er nærvær med børnene og mine kone, kirkegang, sne og bål i haven. Fred og ingen fare og fokus på det, julen handler om.

****

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden