Debat

Når gamle bygninger forsvinder, mister byen sin sjæl

Danmarksgade 52, Aalborg 2026.
Danmarksgade 52, Aalborg 2026. Foto: Lise Stenbro

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I Aalborg Kommune oplever vi jævnligt, at der fremkommer ønsker om at nedrive eksisterende bygninger i den centrale del af byen. Argumentet er som regel, at de gamle bygninger er utidssvarende og ikke passer ind.

I februar oplevede vi dette, da kommunens Teknik- og Miljøudvalg behandlede og vedtog lokalplanen for Danmarksgade 52 – kendt som KFUM-bygningen.

Og sandt er det, at den villaagtige bygning ikke rigtigt passer ind i den omgivende karrébebyggelse. Desuden blev det fremført af bygherren, at bygningen var nedslidt og ikke matchede nutidens funktionskrav.

Senere har udvalget godkendt nedrivning af en bygning med høj bevaringsværdi (3) i Søndergade i Nibes gamle bymidte. Argumentet fra ansøger var, at en ”byggeteknisk gennemgang af det eksisterende byhus viser, at bygningen er i væsentligt forringet stand og funktionelt utidssvarende i forhold til gældende boligstandarder”, og at det var dyrere at renovere, end det var at nedrive og genopbygge.

Men er det egentlig det, vi ønsker? En by som er ensartet og homogen? Ikke nødvendigvis.

Hvad mister vi, når vi river ned?

I en artikel i marts fremhæver Politikens arkitekturanmelder, Nikolaj Ifversen, Nordvestkvarteret i det ydre Nørrebro i København netop for den lidt rodede karakter, hvor du aldrig helt ved, hvad der venter dig rundt om næste gadehjørne.

Lidt det samme kender vi fra Aalborg. Rundt omkring i byen finder vi bebyggelse, som har undgået de mange nedrivningsbølger. Nogle af de største fandt sted i 1960erne i forbindelse med opførelsen af Salling og området omkring Medborgerhuset. I dag er alle vilde med Hjelmerstaldkvarteret, men det er jo egentlig bare en et par rækker huse fra det gamle Aalborg, som lidt tilfældigt har undgået nedrivningerne. Og KFUM-bygningen er også et eksempel på dette.

Bevar eller forklar

Men der er nye tendenser på vej.

I begyndelsen af 2025 annoncerede daværende boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S), at hun "vil gøre op med ”riv ned og byg nyt’-kulturen”. 

”Vi skal derhen, hvor alle skal forholde sig til klimaet, når de bygger nyt – og det i alle led af processen. Derfor giver det rigtig god mening også at undersøge potentialet i at anvende brugte byggematerialer,” sagde hun.

I stedet skal vi hen imod en byggebranche, hvor princippet er ”bevar eller forklar” altså at udgangspunktet er bevaring og et krav om en nøje redegørelse, hvis ønsket er nedrivning. Dette ville sætte fokus på både det arkitektoniske og kulturarvsmæssige, men også klima og materialeforbrug.

Så vi kan håbe på, at flertallet i Teknik- og Miljøudvalget fremover besinder sig og holder tilbage med nedrivningstilladelserne – både med udgangspunkt i ønsket om en mere spændende og varieret by, kravet om at bevare vores kulturarv og samtidig gavne både klima- og ressourceregnskabet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden