Jeg blander mig igen, fordi Tranum nu diskuteres som et rewildingprojekt, og fordi jeg allerede i en tidligere driftsplan for Naturstyrelsen Vendsyssel for perioden 2007 til 2021 pegede på Tranum som et sted, der kunne udvikle sig til en slags vildmark. 

Ikke et område lukket for mennesker, men et område med færre anlæg, færre skilte og færre føringslinjer. Et sted, hvor man kunne komme ud og opleve naturen på naturens præmisser. Et sted, hvor man i ordets bedste forstand kunne fare vild.

Min tanke var aldrig, at det skulle være natur uden mennesker. Tværtimod kunne man støtte naturen og samtidig invitere mennesker ind i den, blandt andet ved at lade naturvejledere guide dem, der gerne vil ud, men ikke nødvendigvis kender terrænet.

 Jeg gik også ind for at lukke grøfter og veje og fjerne bygninger uden funktion for området. Hvis man over tid kunne koble Tranums engarealer sammen med Store Vildmose, ville vi kunne få et sjældent stort og sammenhængende naturområde i Nordjylland.

Let genvej

Der er imidlertid en afgørende forskel på at gøre naturen vildere og på at gøre forvaltningen hurtig. I mine øjne bliver den rewildingtænkning, som nu fylder mere og mere i Naturstyrelsens planer, problematisk, når den udvikler sig til et princip, der med ét slag sletter den viden, danske forstfolk har samlet siden Reventlows dage.

 Skovdyrkning er ikke en enkeltmandspræstation. Den viden, der opsamles i skovbrug, bygges op over generationer, og den kan ikke bare genskabes, når den først er tabt.

Det lyder måske konservativt, men skovbruget er konservativt i ordets gode betydning. Man fraviger ikke uovervejet forgængernes resultater, fordi man ved, hvor lang tid det tager at lære noget i et landskab, der måles i årtier og århundreder. Skovforsøg, der har kørt i generationer, bliver i disse år flere steder ikke fulgt op. Når forsøgsserier brydes, er det viden, vi aldrig får tilbage.

Derfor er jeg skeptisk, når rewilding præsenteres som en let genvej, hvor man sætter hegn, sætter dyr ud og lader træerne forsvinde. Naturen er mere kompliceret, og ansvar følger altid med. I debatten om Tranum bliver der ofte peget på nogle gennemgående greb, som fortjener en mere nuanceret behandling.

For det første er jeg modstander af meget store indhegninger. Et hegn omkring et helt projektareal er ikke blot et symbol, men en omfattende og langvarig driftsopgave. Et hegn i den størrelse kan koste flere millioner kroner at etablere, og det skal overvåges og vedligeholdes i årtier.

Disse udgifter forsvinder ikke, men flytter sig blot fra skovmaskiner til hegn og løbende drift. Samtidig ændrer et hegn hele områdets karakter, også for lokalbefolkningens brug af landskabet.

Færre spor fra maskiner

For det andet tales der ofte om at udfase træer. Det lyder umiddelbart enkelt, men virkeligheden er langt mere rodet. Klitplantagerne er i høj grad skabt af indførte arter og frøkilder, også dér hvor der i dag står bøg og eg. Man kan ikke fremtrylle oprindelighed ved at fjerne træer, når udgangspunktet allerede er en kulturhistorisk plantage. 

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om træer skal udfases, men hvad man vil opnå, og hvilke konsekvenser det får for landskab, læforhold, jordbund, friluftsliv og biodiversitet.

Når det gælder genopretning af vandmiljøet, er jeg grundlæggende positiv. At lukke grøfter og genskabe hydrologien kan give naturen mulighed for at udvikle sig mere varieret over tid. Det er ikke nødvendigvis noget, vi selv når at se fuldt udfoldet, men naturens langsomme tilpasning kan skabe robuste mosaikker af vådt og tørt, åbent og tilgroet.

Endelig er der spørgsmålet om udsætning af dyr. Dyr bag hegn skal behandles som husdyr, både etisk og juridisk. Det indebærer tilsyn, ansvar, vinterberedskab, sygdomshåndtering og klare procedurer. Man kan ikke både tale om vild natur og samtidig fralægge sig ansvaret for dyr, man selv har sat ind i en indhegning.

Min samlede konklusion er derfor enkel. Ja tak til at gøre Tranum lidt mere vildt, så vi kan få mere natur og færre spor af hård maskindrift. Men nej tak til, at rewilding bliver en overordnet idé, der tromler hen over faglighed, økonomi og lokalsamfund og risikerer at afvikle viden og praksis, som generationer har opbygget.

Hvis Tranumprojektet ikke i tilstrækkelig grad tager lokalbefolkningen alvorligt, er det et problem, der kan rettes op på. Men det kræver, at de lokale stemmer ikke blot bliver hørt som en formalitet, og at den faglige debat om rewilding løftes til et højere niveau end slogans og hurtige løsninger. Tranum kan blive et forbilledligt naturområde. Men kun hvis vi tager både naturen, menneskene og den langsomme viden alvorligt.