Nej tak til halal-kød: Landsforening får nordjysk filial

56 medlemmer fra start i Non Halal DK's nordjyske lokalforening

Til venstre Erik Jørgensen fra Sindal, nyvalgt formand for lokalafdelingen Non Halal Nordjylland. I midten Kell Lübker, landsforeningens kasserer, og til højre Carsten Sørensen, landsforeningens organisationschef. Privatfoto

Til venstre Erik Jørgensen fra Sindal, nyvalgt formand for lokalafdelingen Non Halal Nordjylland. I midten Kell Lübker, landsforeningens kasserer, og til højre Carsten Sørensen, landsforeningens organisationschef. Privatfoto

SINDAL:Hvis du elsker at spise kylling - og især dansk kylling - så er der en god chance for, at kødet kommer fra en kylling, der er halal-slagtet.

Det bliver nemlig anslået 95. pct. af de mere end 100 millioner kyllinger, som hvert år slagtes i Danmark.

Det har rigtigt mange ingen problemer med. Men der er også dem, der ikke vil spise kød fra dyr, som er slagtet på den måde.

En del af dem var i 2018 med til at starte Landsforeningen Non Halal DK, og den forening har netop fået sin fjerde lokalforening - som er startet i Nordjylland og dækker samme geografiske område som Region Nordjylland.

Halalslagtning

Både inden for den islamiske og jødiske trosretning anvendes religiøs slagtning. Efter en religiøs slagtning inden for islamisk og jødisk trosretning, betegnes kødet ”halal” (islam) og ”kosher” (jødisk). ”Halal” og ”kosher” kan oversættes til ordet ”tilladt”.

Halal-slagtning foregår ved at skære halspulsåren, struben og spiserøret over med et enkelt snit for at få alt blodet ud af dyret, da det at spise blod specifikt er forbudt.

Alle kvæg og kyllinger der bliver slagtet i Danmark bedøves forud for slagtningen, uanset hvilken slagtemetode der anvendes.

Slagterier, der ønsker at foretage slagtning efter religiøse ritualer, skal forud anmelde dette til Fødevarestyrelsen.

Inden for EU er det kun i Danmark, Sverige, Slovenien og dele af Belgien, at der er et krav om, at alle dyr skal bedøves inden slagtning.

Der er ingen kvalitetsmæssig forskel på traditionelt slagtet oksekød og oksekød, der er slagtet efter religiøse ritualer, eksempelvis halalslagtning eller kosher slagtning.

Dyr lider ikke ved halalslagtning. Dyrene er fuldstændig bedøvet forud for aflivningen. Bedøvelsens effektivitet kontrolleres ligesom ved traditionel slagtning, og dyrene aflives først, når de er fuldt bedøvet.

Kilde: Landbrug & Fødevarer

Tirsdag blev der holdt stiftende generalforsamling, og den nye lokalforening har fra start fået 56 medlemmer.

Ifølge en pressemeddelelse har Landsforeningen Non Halal DK til formål at sikre forbrugere mere oplysning og fri ret til at fravælge af halal-certificerede produkter som kød, kosmetik eller slik. Halal-certificering er af finanstjenesten Thomson Reuters anslået til at være en industri med årsomsætning på cirka 9000 milliarder kroner på verdensplan.

Erik Jørgensen fra Sindal blev valgt som formand for den nordjyske lokalforening på den stiftende generalforsamling.

- Halal er en milliardindustri og meget mere end bare en slagtemetode. Borgere har ret til religionsfrihed, men borgere og forbrugere bør også få retten til at fravælge halal-certificerede produkter, siger Erik Jørgensen i pressemeddelelsen.

På knap to år har landsforeningen fået ca. 600 medlemmer, og foreningens organisationschef, Carsten Sørensen fra Odense, er glad for de nye nordjyske støtter.

- Vi er utrolig glade for, at der nu er en ny stor lokalforening i Nordjylland, som kan bidrage til kampen for tydelig mærkning, siger Carsten Sørensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.