Nets advarer om "meget troværdige" svindlere

Pas på, hvis du bliver ringet op fra "banken" og bedt om at udlevere en engangskode, der bliver sendt til din telefon

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Nets advarer via "Mit digitale selvforsvar" mod nogle "meget troværdige" svindlere, der forsøger at lokke engangskoder ud af bankkunder, der skal bruges til at registrere betalingskort i en app - hvorefter svindlerne har frit spil til at købe ind med app'en, hvis svindelnummeret lykkes.

Svindlerne ringer op til bankkunder, der ser opkaldet som om, at det kommer fra bankens telefonnummer. Her præsenterer de sig som en medarbejder i banken, der har opdaget, at der fejlagtigt er overført nogle beløb fra kundens betalingskort.

Kunden får så at vide, at der bliver sendt en sms med en kode og besked om, at der bliver overført 0 kroner. Kunden skal så oplyse koden til den "bankansatte", der derefter vil føre beløbene tilbage til betalingskortet.

I virkeligheden bliver koden altså brugt til at registrere kortet i svindlerens app, hvorefter vedkommende kan købe ind med kundens betalingskort.

Det "meget troværdige" i svindelnummeret består i, at svindlerne har stykket en del information om deres offer sammen, inden de ringer op: De kender kundens kortnummer. De kender banken. De kender kundens telefonnummer, og svindlerne er i stand til at forfalske deres telefonnummer, så kunden bare ser et opkald fra sin banks hovednummer - og derfor ikke umiddelbart tænder alarmklokkerne, fordi banken pludselig ringer fra en ukendt mobilelefon.

- De har allerede noget viden om dig, når de ringer op. De ved, hvor du er kunde, og de kender også dit kortnummer og måske nogle andre detajler, siger Sune Gabelgård til DR.

Nets understreger, at man aldrig må udlevere engangskoder til bankforretninger til andre. De bliver sendt, fordi du selv har bedt om dem i en konkret anledning, og er kun beregnet til, at du selv taster dem ind. For eksempel i forbindelse med, at du er i gang med at købe noget på nettet.

Du kan downloade Mit digitale selvforsvar til Android her - eller til Apple iOS her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.