Noget at lære af Hvide Sande

FJERNVARME:De kan bare det der i Hvide Sande. Jeg tøver ikke med at kalde dem for danmarksmester i lave fjernevarmepriser.

Imens fjernvarmeværker som Støvring og Frederikshavn har nogle af vores landsdels højeste priser.

Kvaliteten af fjernvarmen er der ikke noget at klage over, men hvad er så forskellen?

Det er såmænd, at Hvide Sande har investeret i tre vindmøller, der laver grøn CO2-fri strøm til deres varmepumper, det har været en glierende forretning, fordi de også har kunnet sælge deres overskudsstrøm.

I maj meddelte de deres forbrugere, at de ingen penge ville have for hverken juli eller oktober kvartal. De kunne nøjes med 4700 kr. for hele året for et hus på 130 kvm.

Nu har de så lige givet deres forbrugere en ekstra julegave og betaler godt 2000 kr. tilbage, så hvis man skal sammenligne med Støvring i 2022, så kan man i Hvide Sande varme næsten 10 huse op for det samme, som det koster at varme et hus op i Støvring.

Jeg har ikke noget imod vindmøller og billig fjernvarme. Det tror jeg faktisk, at de færreste ville have noget imod, når vi med en ny lovgivning giver mulighed for, at møllerne ikke behøver at stå på fjernvarmeværkets egen matrikel, men et passende sted ikke så langt derfra.

På trods af opfordringer har Nordjyske ikke beskrevet dette fænomen med ét eneste ord endnu, men til gengæld en hel masse om, hvordan man flytter fjernvarme fra det kulfyrede Nordjyllandsværk helt til Nibe.

Tåbeligt efter min mening, de skal da gøre det samme som Hvide Sande og blive herre i eget hus, hvor svært kan det være? ”Hva' dælen nøler I efter?”, som Tordenskiold ville have sagt.

Selv det kun blæser 300 dage om året i Hvide Sande, de resterende dage storme det, mener jeg godt, at vi alle kan lære noget af de driftige og fremsynede folk ude vest på.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.